Menu

16-årige Louis Nielsen blev matchvinder mod B 1908...

image Foto: Kurt Haugaard
27. september 2017 kl. 17:54

Tirsdag aften kl.17.00 spillede 1. Senior den udsatte kamp mod B 1908 i Sundby Idrætspark. Lokalopgør er altid spændende, da der normalt ikke er nogen favorit. Dette opgør mod B 1908, på en solrig og lun aften, var ikke nogen undtagelse.

Kampen var ikke mere end 16 min. gammel, før B 1908’s målmand skulle hente bolden ud af nettet. Et langt indkast fra Ricky Gotland ind foran mål til en total udækket Yves Rubasha, der kunne sætte en kattepote på til 0-1. I det 38. min. blev det 0-2 ved Jimmy Mayasi, efter en frispilning fra Yves Rubasha. Her efter bølgede spillet frem og tilbage med flere store forsøg til begge hold, uden der kom yderligere scoringer. 0-2 ved pausen.

i det 46. min. blev det 1-2 på et hovedstød af Patrick Bielefeldt. i det 64. min. blev det 2-2, efter et godt angreb af B 1908 der, endte med en tværbold ind foran mål hvor Patrick Bielefeldt uden problemer kunne score. Nu lignede det en kamp, som ville ende uafgjort. En knægt på bare 16 år ville det bare anderledes. I det 74. min. sendte AB Tårnby et hjørnespark ind foran mål, hvor Louis Nielsen steg til vejrs mellem venner og fjender, og scorede til 2-3. Et mål der skulle vise sig at blive kampafgørende.. 
Da Jonas Troest fik et rødt kort, efter han havde bremset en spiller fra B 1908 ulovligt i det 81. min, så øjnede B1908 chancen for sejren. Så nu stod den bare på overlevelse for AB Tårnby. B 1908 pressede på for at få udlignet, og havde også et godt skud på opstanderen, men AB Tårnby holdt stand. Louis Nilsen havde tidligere et godt skud på overliggeren.

En god og seværdig kamp, der blev overværet af over 300 tilskuere, så stemning manglede der ikke. Man kunne ikke se, at AB Tårnby bare 3 dage før havde tabt 5-1 til Fremad Valby på hjemmebane. Det var nok det bedste fodbold AB Tårnby har leveret i efteråret.

Holdet: Steffen Petersen, Ricky Gotland, Morten Edvold, Jonas Troest, Kristian Bo Andersen, Sebastian Saar Jørgensen, Emil Erbas, Yves Rubasha (70: Louis Nielsen), Can Muhammed Bardak, Benjamin Warlo (68: Sebastian Segall), Jimmy Mayasi. (Mads Funch, Abdullaha Thamer Jassem, Jonas Christoffersen og Yahya Sahin blev ikke benyttet).

Svend Erik

Luk