Menu

AB Tårnby fortsætter stimen...

image
21. oktober 2017 kl. 23:01

I dag, lørdag, var det så igen tid til kamp. Denne gang mod Virum/Sorgenfri. Efter onsdagens sejr over Avedøre, så håbede vi jo alle på en sejr igen i dag. Alle slår jo alle i rækken, så det gjaldt om at holde tungen lige i munden. AB Tårnby startede da også meget godt, men desværre ikke ret lang tid. Herefter bølgede spillet frem og tilbage uden de helt store chancer.

I det 17. min. havde AB Tårnby et godt skud, som blev blokeret. I det 28. min gik det så galt i den anden ende, da Ocar Vraae gjorde det til 0-1 for Virum/Sorgenfri. Der gik dog kun et par min. før Jimmy Mayasi udnyttede et indlæg, som han flot headede i nettet til 1-1. Det afvekslende spil fortsatte resten af første halvleg, uden at der opstod de helt store chancer. 1-1 ved pausen.

2. halvleg var kun 3 min. gammel, da AB Tårnby fik et frispark uden for Virum/Sorgenfris målfelt. Det sparkede Nisahr Yawar mod mål, hvor Ricky Gotland lige rettede bolden af, så den strøg i nettet til 2-1. Efter en time havde Benjamin Warlo et godt hovedstød, men ikke mål. Herefter var der nogen stillingskrig, hvor ingen af holdene rigtig kom til de store chancer.

Man kunne se, at onsdagskampen sad i benene på AB Tårnbys spillere efterhånden som kampen skred frem. Virum/Sorgenfri overtog spillet lidt for meget, men AB Tårnbys rutinerede forsvar holdt stand, og Steffen Spur i målet tog hvad der kom. Det var dog en befrielse, da dommerens fløjte lød.

Nu har AB Tårnby fået 3 sejre på en god uges tid. Holdet er rykket mod toppen og ligger nu nr. 4, med samme point antal som nr. 2 og 3. På lørdag møder AB Tårnby topholdet GVI. Det sker også på lykkebanen, Kunsten i Vest. Resultaterne i dagens kampe flaskede sig godt for AB Tårnby, så på lørdag, når GVI kommer på besøg, så må holdet og trænerne efterhånden have masser af selvtillid.

AB Tårnby - Virum-Sorgenfri 2-1 (1-1) 
Tilskuere: 69. Kunst. Uganda Ground
Dommer: Kasper Madsen.

Mål:
0-1 Oscar Vraae (28)
1-1 Jimmy Mayasi (30)
2-1 Ricky Gotland (48)

Gule kort:
Jonas Troest (15)
Sebastian Zaar Jørgensen (19)
Abdullah Thamer Jassem (86)

AB Tårnby:
Steffen Spur Petersen, Jonas Troest (65: Yves Rubasha), Ricky Gotland, Morten Edvold, Kristian Bo Andersen, Sebastian Zaar Jørgensen (70: Can Muhammad Bardak), Louis Nielsen, Nisahr Yawar, Abdullah Thamer Jassem, Jimmy Mayasi, Benjamin Warlo (81: Sebastian Segall). (Mads Funch, Ahmed el Cheich Ali og Jonas Christoffersen ikke benyttet).

 

Faxe

Luk