Menu

AB Tårnbys DS-herrer tabte knebent til tophold

image
07. oktober 2018 kl. 15:07
ABT var tæt på point mod topholdet Avedøre.

Efter to afgjorte kampe på stribe, hvor AB Tårnbys bedste herrehold i Danmarksserien havde hentet sæsonens første point, ventede der lørdag eftermiddag på Tårnby Stadion en meget svær opgave i form af topholdet Avedøre. Men kampen viste meget tydeligt, at ABT er blevet et langt bedre og mere stabilt hold i de seneste uger. Vi spillede rigtig godt med mod topholdet, og efter en halv times spil scorede den indskiftede angriber Hassan Bashir sikkert til 1-0, da han blev spillet fri i feltet.

Den føring holdt til pausen, hvor vi desværre måtte udskifte forsvarsstyrmanden Anders Nielsen. Men ABT kæmpede stadig godt og kom frem til flere chancer. I det 61. min var Avedøre igennem, men ABT-målmand Yousuf Butt lavde en pragtredning. Kort efter havde ABT tre meget store chancer, som alle blev misbrugt. Og i det 65. min. havde Hassan Bashir en friløber, men missede chancen. Efter 69 minutter fik Avedøre i stedet udlignet til 1-1 efter et hjørnespark, hvor en Avedøre-spiller stod fri ved første stolpe.

Derefter havde ABT flere muligheder, men ind ville bolden ikke. Avedøres målmand havde blandt andet en super refleksredning fra tæt hold. Og efter 82 minutter gik det galt, da Avedøre fik straffe og scorede til 1-2. Som så ofte før havde topholdet lige det held, som der var brug for. ABT pressede hårdt i slutminutterne og følte sig snydt for et straffe. Det fik sindene i kog med gule kort og en udvisning for to gule kort til Nisahr Yawar. Efter en god indsats fra ABT stod spillerne desværre tilbage med et trist 1-2 nederlag. Det betyder, at vi stadig ligger sidst med to point. Men holdet kan tage revanche på lørdag ude mod Karlslunde, som har 17 point på fjerdepladsen.

Fakta:

AB Tårnby-Avedøre: 1-2 (1-0)

Opstilling: Yousuf Butt, Sangheon Jung, Anders Nielsen (46: Sebastian Koldin), Nisahr Yawar, Oliver Nielsen, Daniel Rønberg (80: Abdou James Goddard), Yves Sugira Rubasha, Emil Lundqvist, Nassim Djemai, Yassin Aharrar og Mohamed Azaquoun (17: Hassan Bashir)

Mål:

1-0: Hassan Bashir

Gule kort til ABT: Hassan Bashir, Sebastian Koldin, Yves Sugira Rubasha og Nisahr Yawar

Rødt kort: Nisahr Yawar

Luk