Menu

AB Tårnbys DS-hold får ny cheftræner

image Thomas Søndergaard Petersen bliver ny cheftræner for ABT's bedste herrehold.
27. december 2018 kl. 10:52
ABT-cheftræner Denni Conteh stopper i klubben ved kontraktudløb til nytår. Den hidtidige assistenttræner Thomas Søndergaard Petersen bliver ny cheftræner. Han skal udvikle det unge hold og sikre forbliven i danmarksserien.

Efter halvandet år som cheftræner for AB Tårnbys førstehold i danmarksserien udløber Denni Contehs kontrakt her ved årsskiftet, og ABT har besluttet ikke at tilbyde forlængelse. AB Tårnby vil gerne takke Denni Conteh for indsatsen i en turbulent tid med megen udskiftning på holdet, men har besluttet i stedet at forfremme Thomas Søndergaard Petersen til cheftræner.

Thomas Søndergaard Petersen har i det seneste halve år været assistent for Denni Conteh sammen med Søren Weibel, og inden da var Thomas i to år cheftræner for ABT’s U19-hold, hvor han har trænet mange af de unge spillere, som nu er en del af førsteholdstruppen på det stærkt foryngede ABT-hold. Og det er ikke mindst på grund af Thomas Søndergaard Petersens stærke kompetencer i forhold til at udvikle de unge spillere, at AB Tårnbys ledelse har besluttet at satse på ham som cheftræner. Men derudover har han også masser af erfaring som cheftræner i både 2. division og danmarksserien med Vanløse og B93. Hos sidstnævnte har han også været trænet U19-holdet i fem år. Thomas er 48 år og opvokset i Dragør, hvor han stadig bor og arbejder som skolelærer, ligesom han i 1990’erne var målmand på Dragørs førstehold i DS og 2. division.

Thomas Søndergaard Petersen ser meget frem til opgaven som cheftræner i AB Tårnby, som inden forårssæsonen ligger næstsidst i rækken.

”Målet i forårssæsonen bliver overlevelse i rækken, og det bliver en svær opgave. Men det er en spændende trup med en række uhyggelig interessante unge spillere, som jeg glæder mig til at arbejde med. Første skridt er, at ikke mindst de unge spillere kommer tilbage i bedre form efter vinterpausen, end de gjorde efter sommerferien. Det nytter ikke noget, at man skal bruge de første kampe af turneringen på at spille sig i form,” siger den nye cheftræner.

 

På jagt efter forstærkninger

Det har han allerede talt med flere af spillerne om, og han forventer at se en flok sultne og trimmede spillere, når træningen begynder den 14. januar. Det bliver dog desværre uden et par af stamspillerne fra efteråret, da anfører Nisahr Yawar er flyttet til Dubai, og den offensive profil Nassim Djemai er skiftet til Vanløse. Derfor er Thomas Søndergaard Petersen også på jagt efter forstærkninger til truppen.

”Jeg arbejder på højtryk i disse dage på at overtale nogle af de tidligere spillere i klubben til at vende tilbage og være med til at skabe et ungt og lokalt forankret Tårnby-hold, som har potentiale til at blive rigtig godt i løbet af nogle år. Derudover er jeg også på udkig efter et par rutinerede kræfter, som de unge kan læne sig opad,” siger Thomas Søndergaard Petersen.

Han kan selv støtte sig til Søren Weibel, der fortsætter som assistenttræner i ABT. Den første kamp i forårssæsonen spilles 23. marts på udebane mod Greve, der er en af konkurrenterne i bunden af rækken.

Luk