ABT-nederlag i målrig affære
Lørdag eftermiddag på Tårnby Stadion skulle AB Tårnbys bedste herrer i Danmarksserien forsøge at hente sæsonens første point i den sjette kamp. Modstanderen var Skjold Birkerød, som lå næstsidst i tabellen inden kampen med tre point. Men begyndelsen af kampen tydede absolut ikke på, at det ville blive i dag, at ABT fik de første point. I løbet af de første fem minutter havde Skjold Birkerød to store chancer, og i det sjette minut gik det galt, da Simon Vollesen – som forleden spillede de første 77 minutter for ”vikarlandsholdet” i kampen mod Slovakiet – gjorde det til 0-1. Og allerede efter 10 minutter blev det 0-2, da Troels Cilius Nielsen – som også var med landsholdet i Slovakiet uden dog at komme på banen – scorede.
Det så rigtig skidt ud for ABT, men allerede minuttet landede et indlæg fra Sangheon Jung lidt tilfældigt hos en helt fri Mohamed Azaquoun, som tæt på mål scorede til 1-2. Det gav Tårnby-spillerne blod på tanden, og allerede efter 19 minutter fik vi også udlignet til 2-2 efter et perleangreb. Sebastian Zaar lagde elegant bolden over hovedet på en modstander midt på banen og lagde bolden videre til Mohamed Azaquoun, som med en perfekt dyb stikning fandt en fri Nassim Djemai, der scorede sikkert.
Derefter havde ABT en rigtig god periode, hvor vi spillede meget fint offensivt og flere gange var tæt på at score igen. Den velspillende Sebastian Zaar havde et flot langskudsforsøg, som var tæt på, og Mohamad Azaquoun var helt alene, men Birkerød-målmanden reddede desværre. Men bedst som optimismen bredte sig blandt hjemmeholdets tilhængere, svigtede vores skrøbelige defensiv igen, og Troels Cilius Nielsen scorede to gange i de sidste fem minutter af halvlegen. Dermed blev pausestillingen 2-4 til Skjold Birkerød efter en halvleg, hvor begge hold var betydeligt bedre i offensiven end i defensiven.
I anden halvleg forsvandt AB Tårnbys håb om endnu et comeback i kampen reelt efter et kvarter, da Troels Cilius Nielsen scorede sit fjerde mål til 2-5. Det sidste kvarters tid måtte vi oven i købet spille med kun 10 mand, da midterforsvarer Anders Nielsen måtte forlade banen med en skade, efter vi havde benyttet alle tre indskiftninger. Og cheftræner Denni Conteh blev også bortvist fra trænerbænken for brok til dommeren.
Kampen sluttede 2-5 til Skjold Birkerød efter en kamp, hvor defensiven specielt i første halvleg så meget sløj ud, mens vi til gengæld viste nogle af de bedste offensive takter i sæsonen. Men status er desværre, at vi efter seks kampe stadig står med nul point. Næste kamp er på lørdag i Ballerup mod BSF, som har seks point for syv kampe.
Fakta:
AB Tårnby-Skjold Birkerød: 2-5 (2-4)
Opstilling: Yousuf Butt – Nisahr Yawar, Mikkel Albæk Petersen (46: Daniel Rønberg), Anders Nielsen, Jonas Christoffersen – Sangheon Jung, Emil Lundqvist, Sebastian Zaar, Nassim Djemai – Mohamed Azaquoun (73: Ruffin Lumbala) og Hassan Bashir (63: Abdou James Goddard)
Mål:
1-2: Mohamed Azaquoun (assist: Sangheon Jung)
2-2: Nassim Djemai (Mohamed Azaquoun)
Gule kort: Yousuf Butt og Nassim Djemai