Menu

ABT og Skovshoved spillede uafgjort i bundbrag

image Isaac Kannah scorede et perlemål mod Skovshoved.
07. april 2021 kl. 09:59
AB Tårnby fik desværre ikke forårets første sejr i bundkampen mod Skovshoved, selv om det var tæt på med et brændt straffe ved slutresultatet 2-2.

Det var på alle måder dramatisk, da AB Tårnby 2. påskedag tog imod Skovshoved på kunstbanen på Ugandavej. Ikke blot var det de to lavest placerede hold, som begge havde hårdt brug for en sejr for at bevare håbet om en sæson mere i 2. division, men vejrguderne ydede et ekstra bidrag til dramatikken. I minutterne op til kampstart blev Vestamager nemlig ramt af en decideret snestorm, som gjorde, at kampen måtte udsættes en halv time, før solen og vagten på anlægget i fællesskab fik ryddet banen for det værste sne.

I startopstillingen kunne ABT-cheftræner Thomas Søndergaard Petersen give tiltrængt comeback til to erfarne kræfter i form af forsvarsgeneralen Jonas Troest og midtbanefighteren Casper ”Murer” Jensen, som begge har siddet ude med en skade i de første kampe. Kampen begyndte intenst, og det var tydeligt, at begge hold var topmotiverede. Efter 10 minutter kom Skovshoved tæt på, da et skud var ved at smutte under ABT-målmand Dimitrije Jensen, og Skovshoved-spillerne appellerede kraftigt for, at bolden var over stregen. Hverken dommer eller linjedommer var dog heldigvis enige, så ABT slap med skrækken. Og blot to minutter senere var det ABT, som havde en god chance, da midtbanespilleren Luca De Biase headede over mål.

Efter 20 minutter kom en Skovshoved-spiller alene med Dimitrije Jensen, men heldigvis gik afslutningen lige forbi mål. Og 10 minutter senere var det ABT’s tur til at brænde en stor chance, da anfører og topscorer Benjamin Warlos skud desværre blev snuppet af Skovshoved-keeperen. Når der ikke kunne scores på de mere oplagte chancer, måtte ABT i stedet gribe til andre midler, og det gjorde kantspilleren Isaac Kannah i den grad efter 37 minutter. Casper ”Murer” Jensen tacklede bolden hen til Kannah, som tog et enkelt træk, inden han fra cirka 25 meters afstand bankede bolden ind bag en chanceløs Skovshoved-målmand. Et sandt perlemål fra Isaac Kannah, som dermed scorede sit andet mål for ABT, siden han skiftede fra FC Roskilde i vinterpausen.

Et par minutter før pausen havde Benjamin Warlo en chance for at øge føringen, men forsøget gik desværre forbi mål, og i stedet fik Skovshoved udlignet på endnu et flot langskud. ABT-defensiven gav for god plads til Gustav Vedsted Therkildsen, og han satte bolden flot over i det modsatte målhjørne til pausestillingen 1-1 efter en meget åben og ganske underholdende slagveksling i første halvleg. ABT var desværre nødt til at rokere i forsvaret efter mindre end 20 minutter, da højrebacken Dennis Kildemoes blev skadet. Ind kom i stedet midterforsvareren Danilo Babovic, mens Jacques Bang Sørensen overtog højrebacken.

 

Brændt straffespark kostede sejren

Bare tre minutter efter pausen fik ABT’s højrekant Sebastian Segall en stor chance på en lidt tilfældig friløber, men desværre helkiksede han afslutningen, som lignede et forsøg på at lobbe bolden over den fremstormende Skovshoved-målmand. To minutter efter var det i stedet Skovshoved, som bragte sig foran 1-2 på en dyb bold frem til Adel Guendouri, som driblede forbi målmand Dimitrije Jensen og scorede. Kort efter havde gæsterne endda en chance for at øge føringen, men heldigvis sad afslutningen lige på Dimitrije Jensen.

ABT fik dog efterhånden kæmpet sig tilbage i kampen, og første varselsskud kom efter et kvarters spil, da angriberen Abdou James Goddard havde et godt forsøg forbi mål. Samme herre var på spil efter 20 minutter, da han modtog en fin lang aflevering fra Danilo Babovic, tog bolden godt ned og sendte den hårdt mod mål, hvor Skovshoved-spilleren Gregers Arndal-Lauritzen var uheldig at rette den i eget mål til 2-2. Fem minutter efter udligningen fik ABT også en gylden chance for at bringe sig foran, da Isaac Kannah stak bolden frem til Sebastian Segall, som blev fældet i feltet, og dommeren dømte straffespark. Anfører Benjamin Warlo blev sat til at sparke, men desværre gik Skovshoved-målmand Frederik Mehder til den rigtige side og ikke bare reddede, men fik holdt bolden.

Med 20 minutter tilbage var det i stedet Skovshoved, som fik en stor chance, men heldigvis kiksede angriberen sit forsøg på at lobbe bolden over Dimitrije Jensen. Det var tydeligt, at begge hold stadig jagtede sejren, og ABT havde to gode skudforsøg ved først Luca De Biase og derefter den indskiftede venstrekant Sammy Slot, som blev henholdsvis reddet og gik lige over mål. Allertættest på var dog Skovshoved, som tre minutter før den ordinære spilletids udløb bankede et frispark på overliggeren. Men det lykkedes ingen af holdene at få bolden i nettet, og dermed sluttede kampen 2-2 efter en underholdende og afvekslende affære, både når det gjaldt spillet og vejret, som gik fra snevejr til flot solskin flere gange undervejs.

Det uafgjorte resultat kunne ingen af holdene bruge til ret meget i bunden af rækken, hvor det ganske vist bragte dem ét point tættere på den redningsgivende 10. plads, men der er stadig meget lang vej. ABT ligger sidst med 7 point og Skovshoved næstsidst med 12, og Slagelse på 10. pladsen har 17 point. Det betyder med andre ord, at ABT på de sidste ni kampe skal indhente hele fire hold og 10 point. Det ser meget svært ud, men næste skridt kan tages på lørdag ude mod Vanløse, som ligger nummer syv med 22 point. Vi spillede 1-1 mod Vanløse i efteråret.

 

ABT-Skovshoved: 2-2 (1-1)

1-0: Isaac Kannah (assist: Casper ”Murer” Jensen)

1-1: Gustav Vedsted Therkildsen

1-2: Adel Guendouri

2-2: Selvmål af Gregers Arndal-Lauritzen (Abdou James Goddard)

ABT-holdet: Dimitrije Jensen – Dennis Kildemoes (19: Danilo Babovic), Jacques Bang Sørensen, Jonas Troest, Nisahr Yawar – Sebastian Segall (82: Mehieddine Djafer-Bey), Luca De Biase, Casper ”Murer” Jensen (77: Nicolai Nielsen), Isaac Kannah (77: Sammy Slot) – Abdou James Goddard (77: Nicholas Oguma) og Benjamin Warlo (anf.)

Gule kort: Dennis Kildemoes, Jonas Troest og Danilo Babovic

Luk