ABT rykkede ud af 2. division efter forårets bedste kamp
På et solbeskinnet Uganda Ground på Vestamager spillede AB Tårnbys bedste herrehold i lørdags sæsonens femtesidste kamp hjemme mod nedrykkerne fra Næstved. Det stod på forhånd klart, at hvis ABT tabte kampen, var det slut med eventyret i 2. division, da vi dermed ikke længere teoretisk kunne redde os fra nedrykning.
Trænerteamet havde rystet posen inden dagens kamp, og det betød blandt andet, at den normale førstemålmand Dimitrije Jensen var bænket. Til gengæld fik U19-målmanden Tobias Søderstrøm debut, og dermed er han den anden U19-spiller, som får divisionsdebut i denne sæson. Den første var midtbanespilleren William Andersson. Den normale stamspiller Sebastian Segall måtte også starte på bænken, mens de rutinerede Jonas Troest og Casper ”Murer” Jensen var tilbage i startopstillingen efter at have siddet ude med karantæne i sidste uge.
Næstved begyndte kampen med et voldsomt pres i de første minutter, hvor de fik hele fire hjørnespark og et par lange giftige indkast fra gæsterne. Derefter kom AB Tårnby mere med i kampen, men efter 16 minutter var det alligevel gæsterne, som bragte sig foran 0-1, da Ahmed Hassan Ahmed headede et hjørnespark i mål. Bare tre minutter efter fik ABT udlignet, da topscorer Benjamin Warlo fandt kantspilleren Abdou James Goddard, som rundede en Næstved-spiller og køligt lagde bolden ind bag Næstved-målmanden. Desværre slog Næstved hurtigt tilbage, da et langt indkast landede i feltet, og Lasse Nielsen scorede til pausestillingen 1-2.
Efter pausen satte AB Tårnby sig på kampen fra start og kom til flere gode angreb, uden det blev til scoringer. Næstved havde et par chancer på omstillinger, men vores målmand og forsvar klarede paragrafferne. Dermed sluttede kampen 1-2 til Næstved efter formentlig forårets bedste kamp fra ABT, hvor det var svært at se den store forskel på top og bund.
Resultatet betyder desværre, at ABT definitivt er rykket ned fra 2. division, da vi nu har 13 point til redning, og der er kun 12 tilbage at spille om. Hvis vi kan holde på de spillere, som de seneste uger har kæmpet bravt i divisionen, ser det dog fornuftigt ud før den kommende sæson i danmarksserien. Næste kamp er på søndag kl. 13 ude mod Avarta.
AB Tårnby-Næstved: 1-2 (1-2)
0-1: Ahmed Hassan Ahmed
1-1: Abdou James Goddard (assist: Benjamin Warlo)
1-2: Lasse Nielsen
Dagens hold: Tobias Søderstrøm – Nikodem Kowalski, Jonas Troest, Jacques Bang Sørensen, Nisahr Yawar (77: Ayman El-Morabet) – Casper “Murer” Jensen, Bilal Masaad (66: Nicolai Nielsen), Isaac Kannah (77: Sammy Slot), Abdou James Goddard (66: Sebastian Segall) –
Luca De Biase og Benjamin Warlo
Ikke benyttet: Dimitrije Jensen, Mehieddine Djafer-Bey og Joachim Blomsterberg
Gule kort: Nikodem Kowalski, Jonas Troest, Jacques Bang Sørensen og Nicolai Nielsen