ABT sluttede efteråret med storsejr
Lørdag spillede AB Tårnbys førstehold efterårets sidste kamp mod Køge Nord på en regnvåd kunstbane i Rishøj. ABT førte rækken inden kampen og kunne med en sejr fastholde forspringet på fire point ned til Tårnby FF vinteren over, men måtte til kampen undvære de skadede Casper ”Murer” Jensen, Sebastian Segall og Simon Prebensen.
ABT satte sig på kampen fra start, og kampen var kun to minutter gammel, før den første store chance opstod. Men afslutningen gled ud i regnvandet, da topscorer Benjamin Warlo og Luca De Biase nærmest faldt over hinanden for at afslutte. Efter 22 minutter kom ABT foran 0-1, da forsvarsveteranen Jonas Troest med et velplaceret hovedstød ved den ene målstolpe sendte Morten Rønnes frispark i mål. Resten af halvlegen var et konstant pres på Køge Nord, men ABT havde svært ved at trevle hjemmeholdets massive forsvar op, og pausestillingen blev derfor 0-1.
Efter pausen fik ABT for alvor hul på målbylden. Efter syv minutter tegnede kantspilleren Morten Rønne sig for sin anden assist, da han sendte bolden ind til Luca De Biase, som med en flot helflugter sendte den op i nettaget til 0-2. Bare minuttet senere kom Morten Rønne selv på måltavlen, da han tog et par driblinger og sendte bolden ind til 0-3. Og efter bare et kvarters spil blev det også 0-4, da Køge Nords målmand sparkede bolden lige ud i fødderne på den centrale midtbanespiller Louis Nielsen, som takkede for gaven ved at score.
Med 20 minutter igen fik Køge Nord dog reduceret til 1-4, da Emil Andersen udnyttede riposten på en redning fra ABT-målmand Nicklas Herløv Nielsen. Men fem minutter senere lukkede og slukkede ABT’s indskiftede Nicholas Oguma for målfesten og efterårssæsonen, da han afdriblede en modstander og helflugtede bolden i mål til slutstillingen 1-5.
Storsejren betyder, at ABT overvintrer på førstepladsen fire point foran naboerne fra Tårnby FF. Derefter er der et solidt hul ned til de øvrige hold, hvor KFUM ligger nummer tre – hele 11 point efter ABT. Det er kun førstepladsen, som giver oprykning til 3. division. ABT er i øvrigt det eneste hold i alle fire DS-puljer, som er gået ubesejret gennem efterårssæsonen. Stor ros til holdet og trænerteamet for et flot efterår, hvor de kun har tabt point 4 gange i 14 kampe.
Køge Nord-ABT: 1-5 (0-1)
0-1: Jonas Troest (assist: Morten Rønne)
0-2: Luca De Biase (Morten Rønne)
0-3: Morten Rønne
0-4: Louis Nielsen
1-4: Emil Andersen
1-5: Nicholas Oguma
Dagens ABT-hold: Nicklas Herløv Nielsen – Boris Saric (46: Patrick Szankowski), Jonas Troest, Jacques Bang Sørensen, Jonas Christoffersen – Bilal Masaad, Louis Nielsen, Mehieddine Djafer-Bey (70: Nicklas Bondo Andersen) – Morten Rønne, Benjamin Warlo og Luca De Biase (59: Nicholas Oguma)
Ikke benyttet: Nisahr Yawar, Nikola Saric og Sammy Slot