Menu

ABT tager afstand i toppen med ny sejr

image Benjamin Warlo blev matchvinder i udekampen mod LSF.
01. november 2021 kl. 18:16
Mens AB Tårnbys bedste herrer hentede den tredje sejr på stribe, spillede de nærmeste forfølgere samtidig uafgjort mod hinanden. Dermed fører ABT nu danmarksserien med fire point ned til naboerne fra Tårnby FF.

Lørdag eftermiddag spillede AB Tårnbys danmarksseriehold dets næstsidste kamp i efteråret. Kampen stod på udebane i Smørum mod LSF, som inden kampen lå nummer fire, mens ABT toppede rækken. ABT var stadig uden de skadede Casper ”Murer” Jensen og Sebastian Segall, og dertil var den normale førstemålmand Simon Prebensen også blevet skadet. Derfor var det Nicklas Herløv Nielsen, som vogtede målet.

Kampen begyndte meget jævnbyrdigt, og der var spillet en halv time, før den første store chance opstod. Kantspilleren Mehieddine Djafer-Bey tog et par driblinger i venstre side og sendte bolden ind foran mål, hvor den anden kantspiller Luca De Biase scorede til 0-1. Resten af halvlegen havde ABT et lille overtag, men det gav ikke flere mål, og pausestillingen var derfor 0-1.

Efter pausen satte LSF sig på spillet fra start og pressede flere gode angreb ned mod ABT-forsvaret. Det gav desværre bonus efter 28 minutter, hvor et frispark blev sendt over til en helt fri Frederik Jørgensen, som sparkede bolden ind bag Nicklas Herløv Nielsen til 1-1. Derefter lignede det en uafgjort, men den indskiftede kantspiller Morten Rønne og topscorer Benjamin Warlo ville det heldigvis anderledes. Med syv minutter tilbage sendte Morten Rønne et indlæg ind til hovedstødsstærke Warlo, som pandede bolden op i nettaget til slutresultatet 1-2 til AB Tårnby.

Dermed er ABT stadig ubesejret efter sæsonens første 13 kampe, og samtidig øgede vi forspringet i toppen, fordi de nærmeste forfølgere Tårnby FF og KFUM spillede 2-2 i deres indbyrdes opgør. De er nu henholdsvis fire og otte point efter ABT. Efterårets sidste kamp spilles på lørdag kl. 14 i Køge mod Køge Nord FC, som ligger midt i rækken. Den første indbyrdes kamp vandt ABT 4-0 på Tårnby Stadion.

LSF-ABT Tårnby: 1-2 (0-1)

0-1: Luca De Biase (assist: Mehieddine Djafer-Bey)

1-1: Frederik Jørgensen

1-2: Benjamin Warlo (Morten Rønne)

Dagens ABT-hold: Nicklas Herløv Nielsen – Boris Saric, Jonas Troest, Jacques Bang Sørensen, Nisahr Yawar –Bilal Masaad, Louis Nielsen (92: Nicklas Bondo Andersen), Nikola Saric (68: Nicholas Oguma) – Luca De Biase, Benjamin Warlo og Mehieddine Djafer-Bey (79: Morten Rønne)

Ikke benyttet: Ilias Abdalas, Patrick Szankowski og Sammy Slot

Luk