Divisionsholdet er ude af pokalturneringen
AB Tårnbys 2. divisionshold var onsdag aften en tur i Nordvest for at møde Union fra danmarksserien i pokalturneringen. Med kun to døgn til sæsonpremieren i 2. division fik otte spillere lov at stå over pokalkampen, men de udtagne virkede klar på at gribe chancen fra start. ABT lagde hårdt ud med et solidt pres på Unions mål, og efter otte minutter lignede det et straffespark mod Sebastian Segall, men dommeren var desværre af en anden mening.
Efter 21 minutter fik Union i første omgang clearet et ABT-hjørnespark, men bolden havnede i venstre side hos Bastian Kruse, som sendte et fladt mål ind bag målmanden til ABT-føring 0-1. Efter 35 minutter var Union for en sjælden gangs skyld i nærheden af ABT’s mål, og det gav et hjørnespark, som Unions mindste spiller headede ind til pausestillingen 1-1.
Efter pausen kom ABT igen ud og satte sig på kampen fra første minut. Men da Union efter 19 minutter nærmest for første gang kom over midten i anden halvleg, begik ABT desværre et klodset straffespark, som Union udnyttede til at bringe sig foran 2-1. Resten af kampen var et konstant pres på Unions mål, uden ABT for alvor kunne trænge gennem Unions stærke defensiv. Efter 83 minutter fik vi dog bygget et godt angreb op, hvor bolden endte hos Sebastian Segall, der trak ind i feltet, hvor han for anden gang i kampen blev nedlagt. Men heller ikke denne gang mente dommeren, at der var straffespark. Til gengæld gav han Segall et gult kort og dermed en 10-minutters udvisning for film. Dermed spillede vi i undertal resten af kampen, og det lykkedes ikke at få udlignet.
Dermed er ABT ude af Sydbank Pokalen efter en kamp, hvor vi egentlig spillede solidt, man tabte på to personlige fejl ved Unions mål. Med de positive briller på kan ABT-holdet nu lægge alle kræfter i kampene i 2. division, hvor den første kamp er allerede i morgen, fredag, hvor vi møder HIK kl. 19 i Gentofte Sportspark.
Union-ABT: 2-1 (1-1)
ABT-mål:
0-1: Bastian Kruse (assist: Jetmir Aslani)
Gult kort: Sebastian Segall
Dagens hold: Nicklas Herløv Nielsen, William Schou, Jetmir Asiani, Silas Boklund Iversen, Kenneth Thinter, Daniel Rønberg, Emil Street Lundqvist, Casper “Murer” Jensen, Bastian Kruse, Sebastian Segal log Benjamin Warlo
Bænken: Nisahr Yawar, Jonas Nielsen (U19) og William Andersson (U19)