Menu

DS-holdet hentede sejr i første testkamp

image
10. juni 2020 kl. 21:15
Herrernes førstehold vandt den første testkamp inden playoff-kampene om at rykke op i 2. division.

Det er efterhånden over syv måneder siden, at vores førstehold i danmarksserien spillede den sidste tællende kamp og kunne glæde sig over at overvintre på førstepladsen i DS, pulje 2. Umiddelbart inden forårspremieren lukkede coronaen jo desværre landet og dermed også fodbolddanmark ned. Næste gang, det går løs for AB Tårnbys fremmeste fodboldspillere, er derfor lørdag den 20. juni i den første af to playoff-kampe mod Karlslunde om en plads i 2. division næste sæson. Inden kampene er vi ét point foran Karlslunde, så sagen er klar: Hvis vi vinder én af de to kampe eller spiller begge uafgjorte, rykker vi op, og ellers går billetten til Karlslunde.

Efter tre måneder uden almindelig træning eller træningskampe er det derfor også en hastesag at få spillet holdet sammen igen inden de vigtige kampe, og cheftræner Thomas Søndergaard Petersen havde også programsat den første testkamp allerede tirsdag – dagen efter at der blev givet lov til at spille kampe igen. Kampen stod på udebane mod stærke Ishøj, som sluttede som nummer fire i vores meget forkortede DS-pulje, og i de to indbyrdes kampe spillede vi 0-0 i Tårnby, mens vi tabte 5-3 i Ishøj. Til kampen måtte vi undvære de skadede Sebastian Zaar Jørgensen, Sebastian Segall og Bastian Kruse, mens Jonas Troest var på arbejde.

I de første 25 minutter sad vi på midtbanen, hvor vi rullede flere gode angreb frem mod Ishøjs mål. Og de få chancer, Ishøj havde, var på omstillinger. Men alligevel blev det 1-0 til Ishøj, da målmand og anfører Yousuf Butt mødte en tilbagelægning uden for feltet, som han desværre fik headet lige i fødderne  på en Ishøj-spiller, som nemt kunne bringe Ishøj foran. Resten af halvlegen bød på godt spil fra begge hold, men uden de store chancer, og pausestillingen var 1-0.

I pausen justerede ABT-træneren lidt, og efter 12 minutter fik vi udlignet til 1-1, da Nisahr Yawar fandt Hassan Bashir foran mål, som sendte bolden i nettet. Kun tre minutter senere var Nisahr Yawar igen oplægger, da han efter et godt angreb gik til baglinjen og sendte bolden indover til topscorer Benjamin Warlo, som headede bolden i mål til 1-2. De to hurtige mål virkede til at tage pusten lidt fra Ishøj, og ABT spillede godt, uden at vi dog fik scoret yderligere.

Dermed sluttede kampen altså med en 1-2 sejr til ABT, som spiller den næste testkamp allerede på lørdag ude mod Ledøje-Smørum, som også skal spille playoff-kampe om en plads i 2. division fra DS, pulje 1. På grund af corona-restriktionerne er der desværre ikke adgang for tilskuere til kampe i øjeblikket. Vi håber dog naturligvis, at det bliver ændret inden kampene mod Karlslunde, så vi kan få lidt stemning på tilskuerpladserne til de afgørende kampe. Den første kamp spilles i Karlslunde den 20. juni, og den sidste spilles i Tårnby den 27. juni.

Ishøj-ABT: 1-2 (1-0)

Dagens hold: Yousuf Butt (70: Nicklas Herløv Nielsen), Dennis Kildemoes, Casper ”Murer” Jensen, Jonas Christoffersen (75: Sipan Ibra), Louis Nielsen, Jetmir Asiani, Nisahr Yawar, Silas Boklund Iversen (75: William Schou), Morten Rønne (75: Sihahmet Kayiran), Benjamin Warlo (75: James Goddard) og Hassan Bashir (75: Jonas Nielsen)

Luk