DS-holdet klar til at teste formen
I dag gælder det sæsonens første test for AB Tårnbys bedste herrehold i danmarksserien. Efter halvanden uges træning er det tid til træningskamp ude mod B93’s U19-divisionshold. Kampen spilles 11.15 på B93’s anlæg. Og allerede mandag aften går det løs igen, hvor vi spiller endnu en træningskamp kl. 18 ude mod Fremad Valby, som spiller i DS, men den modsatte pulje af os. Truppen er stadig noget ferieramt, men alle spilleklare i truppen er udtaget til dagens træningskamp mod B93.
Allerede på lørdag, den 3. august kl. 15, spiller vi om point igen i sæsonpremieren hjemme mod Ishøj, som sidste sæson kæmpede i bunden af pulje 2, ligesom vi gjorde i pulje 1. Ishøj har i øvrigt netop meddelt, at de har tilknyttet den tidligere udlandsprofessionelle og landsholdsspiller Nicki Bille Nielsen, som dog formentlig ikke er klar til kampen mod os.
Vi har på nuværende tidspunkt fået tilgang af fire spillere. Det er de to brødre Michael og Philip Meng Rasmussen, som er tidligere ABT-spillere, men de seneste år har spillet DS i Kastrup. Michael er en 27-årig midterforsvarer, mens 25-årige Philip spiller højre back eller kant. De er dog begge skadede i øjeblikket, og der går mindst en måneds tid, før nogen af dem kommer i kamp. Derudover har vi fået forsvarsspilleren Villads Beierholm, som også er midt i 20’erne og senest har spillet sjællandsserie i Stenløse. Han har også tidligere spillet i Herlev og BSV. Endelig har vi fået tilgang af den kun 17-årige Jonas Aquador Nielsen, som er lillebror til vores stamspiller Louis Nielsen. Jonas er en meget talentfuld angriber eller kantspiller, som senest har spillet U17-division i HIK. Han er gammel ABT-dreng, som også har været omkring FCK’s elite-ungdomshold.
Vil i den øverste halvdel
Vi har også mistet fire mand. Yaqoob Butt og Mikkel Albæk Petersen har søgt nye græsgange, mens Sangheon Jung og Ruffin Lumbala er blevet sorteret fra truppen, da de begge spillede meget lidt i foråret. Kun midterforsvareren Yaqoob Butt af de fire var fast mand i foråret, og cheftræner Thomas Søndergaard Petersen vurderer, at vi står stærkere rustet end ved starten af forårssæsonen.
- Vores spillemæssige relationer er ikke mindst blevet stærkere i løbet af foråret, og derfor forventer jeg, at vi kan placere os i den øverste halvdel af rækken. Der kan også stadig komme flere forstærkninger til, siger cheftræneren.
Hvis holdet kan holde fast i de spillemæssige takter fra foråret – og måske bygge lidt på – virker det også som et realistisk mål. I foråret havde vi et pointgennemsnit på 1,54 pr. kamp, og hvis vi havde haft det niveau hele sæsonen, var vi sluttet som nummer 5 af de 10 hold i rækken i stedet for den 8. plads, det endte med.