Første nederlag til divisionsholdet i år
I lørdags spillede AB Tårnbys bedste herrehold den fjerde træningskamp i 2021, efter de tre første alle var endt uafgjort. Det var på udebane mod 2. divisionskonkurrenterne fra Avarta. ABT satte sig på kampen fra begyndelsen med mange gode angreb, og den første store chance faldt efter 14 minutter. Nisahr Yawar sendte bolden ind foran Avartas mål, hvor en fri Jacques Bang Sørensen desværre ikke fik ordentligt træf på bolden. Efter 36 minutter blev det i stedet 1-0 til Avarta på et straffespark begået af vores målmand Dimitrije Jensen, som er vendt tilbage til ABT efter senest at have spillet i Skovshoved.
Pausestillingen var 1-0, og der blev skiftet flittigt ud i pausen. Det gjorde, at der gik lidt tid, inden der kom styr på spillet. Men efter 21 minutter viste topscorer Benjamin Warlo sin målnæse, da han udlignede til 1-1 på en frispilning fra Nisahr Yawar. Kun fem minutter før slutfløjtet scorede Avarta desværre til slutresultatet 2-1, da hjemmeholdet på en omstilling overløb vores forsvar og til slut placerede bolden mellem benene på Dimitrije Jensen.
Dermed fik ABT det første nederlag i træningskampene, men spillet så generelt ganske lovende ud, og resultatet var et udtryk for, at Avarta var skarpe til at udnytte et par forsvarsfejl. Og med tre en halv uge til turneringsstarten ser ABT ud til at være bedre rustet, end vi var efter sommerpausen. Næste træningskamp er på lørdag den 20. februar mod FC Roskilde, som også spiller i 2. division. Der er ikke adgang for tilskuere på grund af corona-restriktionerne.
Avarta-ABT: 2-1 (1-0)
1-1: Benjamin Warlo (assist: Nisahr Yawar)
Dagens ABT-hold: Dimitrije Jensen, Dennis Kildemoes, Jacques Bang Sørensen, Dannillo (prøvespiller), Nisahr Yawar, Isaak (prøvespiller), Nickolai (prøvespiller), Luca De Biase, Abdou James Goddard, Benjamin Warlo, Sebastian Segall, Dominik Kis, Hassan Bashir, Ayman (prøvespiller), Sammy (prøvespiller), Bilal Masaad og Joachim Blomsterberg