Første nederlag til DS-holdet
Fredag aften skulle AB Tårnbys førstehold i danmarksserien forsøge at følge op på den flotte sæsonstart, hvor vi har hentet syv point i de første tre kampe, hvilket har sendt os til tops i rækken. Men gæsterne på Tårnby Stadion fra Frederikssund var også kommet flyvende ud ad startblokken med seks point, og der ventede os derfor en svær kamp.
Første halvleg var meget jævnbyrdig, hvor den bedste chance faldt til Frederikssund efter 21 minutter efter et hjørnespark, hvor vores højre back Dennis Kildemoes heldigvis fik reddet på stregen. Men stillingen var stadig 0-0 ved pausen. Godt 10 minutter efter pausen var ABT meget tæt på efter et indlæg, som der desværre ikke rigtigt var nogen, som fik rigtigt ram på. Og på det næste angreb var det i stedet Frederikssund, som bragte sig foran 0-1. En Frederikssund-spiller strøg igennem på venstresiden, og hans flade indlæg kom den unge ABT-stopper Oliver Nielsen desværre til at glide i mål i forsøget på at forhindre, at bolden nåede den frie Frederikssund-spiller, som lå lige bag ved ham.
Herefter satte AB Tårnby sig mere og mere på kampen, men selv om vi pressede på og til slut havde mange indlæg, lykkedes det aldrig at komme helt tæt på en udligning. Derfor blev slutresultatet 0-1 til Frederikssund. ABT har nu syv point for fire kampe og ligger nummer fire i rækken. Næste kamp er ude mod Greve på lørdag kl. 13. Greve er kommet skidt fra land med kun ét point i de første kampe.
ABT-Frederikssund: 0-1 (0-0)
Dagens ABT-hold: Yousuf Butt (anf.), Dennis Kildemoes, Jonas Troest, Oliver Nielsen, Jonas Christoffersen – Morten Rønne, Casper ”Murer” Jensen, Sebastian Zaar Jørgensen (71: Hassan Bashir), Sebastian Segall (71: Louis Nielsen) – Benjamin Warlo og Kristoffer Heeris (55: Yassin Aharrar)
Ikke benyttet: Emil Street Lundqvist, Daniel Rønberg, Silas Boklund Iversen og Nicklas Herløv Nielsen
Gult kort: Jonas Troest