Knebent nederlag til ABT i divisionspremiere
Fredag aften i silende regnvejr på en temmelig bulet kunstbane på Gentofte Sportspark tog AB Tårnbys bedste herrer hul på livet i 2. division. Modstanderen var HIK, som på forhånd må regnes blandt de hold, der kommer til at spille med i den bedste halvdel af den 14 hold store række. ABT stillede til kampen med en enkelt debutant, nemlig midterforsvareren Jacques Bang Sørensen, som sidste år spillede 2. division i Brønshøj. Derudover var der en anden mulig debutant på bænken, nemlig backen Kenneth Thinter, som også spillede 2. division – i Frem. Til gengæld måtte vi undvære vores topscorer fra sidste sæson, Benjamin Warlo, som havde karantæne.
Kampen begyndte meget livligt, og der var kun gået to minutter, inden vores driblestærke højrekant Morten Rønne gled igennem i feltet, men desværre blev hans afslutning blokeret af en HIK-spiller. Inden der var gået et kvarter, var Rønne ved at bryde igennem endnu engang, ligesom angriberen Sebastian Segall havde et hovedstødsforsøg over mål. Men der var endnu større chancer i den anden ende, hvor HIK to gange skød lige forbi i frie positioner inden for feltet, og en enkelt gang måtte målmand og anfører Yousuf Butt vise sin klasse, da han bremsede en friløber.
Allerede midtvejs i 1. halvleg måtte debutanten Jacques Bang Sørensen desværre lade sig udskifte med en skade, og unge Louis Nielsen kom i stedet ind i midterforsvaret. Kampen faldt mere til ro i de sidste 20 minutter før pausen, men ABT spillede stadig rigtig godt med. HIK havde dog en enkelt chance fra en lidt spids vinkel, hvor Yousuf Butt kom godt ud, ligesom hjemmeholdet havde et godt langskud lige forbi mål. ABT-angriber Hassan Bashir kunne dog også være med på den leg og fyrede fem minutter før pausen et hårdt, fladt skud af, som HIK-målmanden kun lige nøjagtigt fik afværget.
Svær anden halvleg
Pausestillingen var derfor 0-0 efter en halvleg, hvor HIK havde de største chancer, men ABT absolut spillede godt med og efterlod et fint indtryk hos de ganske mange ABT-tilhængere, som havde indfundet sig under den heldigvis overdækkede tribune i Gentofte. Efter pausen satte HIK sig til gengæld mere solidt på kampen, og der var kun gået tre minutter, da hjemmeholdet også fik bolden i nettet. Heldigvis blev målet annulleret for offside, men det var fortsat HIK, som sad solidt på kampen, og ABT så efterhånden noget tunge ud og fik sjældent etableret nogle angreb.
Midt i halvlegen gik det desværre også galt for ABT. I første omgang fik Louis Nielsen clearet en farlig bold, men HIK sendte bolden ind i feltet endnu engang, hvor Frederik Emil Andersen sendte bolden i nettet til 1-0 til HIK. Med et kvarter tilbage brugte cheftræner Thomas Søndergaard Petersen de sidste af sine tilladte fem indskiftere, da han sendte hele tre nye folk på banen samtidig, heriblandt debutanten Kenneth Thinter. Han fik dog en temmelig uheldig start, da han kort efter fik lavet en for kort tilbagelægning, som en HIK-spiller opfangede og sendte bolden forbi Yousuf Butt, men heldigvis kom en anden af indskifterne, midterforsvareren Jetmir Aslani, glidende og reddede bolden på stregen. 10 minutter før tid havde HIK også et farligt skud, som Yousuf Butt reddede. Til gengæld lykkedes det aldrig ABT at blive farlige i anden halvleg, selv om vi satsede til sidst, hvor Yousuf Butt blandt andet gik med op på en dødbold.
HIK vandt derfor kampen 1-0, og det lykkedes ikke ABT at hente point i den første kamp. Men spillerne viste især i første halvleg, at de godt kunne være med mod et af de formentlig stærkere hold i rækken. HIK-sejren var dog fuldt fortjent. Næste kamp for ABT er på lørdag den 5. september kl. 14 hjemme mod Brønshøj, som også er en traditionsrig klub, der plejer at spille med i den bedste halvdel af 2. division. I den sidste træningskamp sidste weekend vandt vi dog 0-2 ude mod netop Brønshøj, så vi går optimistisk ind til kampen, selv om Brønshøj er et stærkt hold.
HIK-ABT: 1-0 (0-0)
1-0: Frederik Emil Andersen
ABT-hold: Yousuf Butt (anf.) – Dennis Kildemoes, Jonas Troest, Jacques Bang Sørensen (23: Louis Nielsen), Jonas Christoffersen (75: Kenneth Thinter) – Morten Rønne, Casper “Murer” Jensen, Sebastian Zaar Jørgensen (75: Jetmir Aslani), Nisahr Yawar (75: Daniel Rønberg) – Hassan Bashir og Sebastian Segall (65: Bastian Kruse)
Ikke benyttet: Nicklas Herløv Nielsen og Jonas Nielsen (U19)
Gule kort til ABT: Kenneth Thinter, Bastian Kruse og Jonas Troest