Målløst i DS-holdets sæsondebut
Lørdag eftermiddag blev sæsonen fløjtet i gang for AB Tårnbys bedste herrehold i danmarksseriens pulje 2. Det var Ishøj, som gæstede Tårnby Stadion, og det var en modstander, vi var lidt spændte på. I sidste sæson kæmpede de i bunden af DS, ligesom vi gjorde, men de har forstærket sig i sommerpausen og har en del spillere, som tidligere har spillet divisionsfodbold. Den mest omtalte forstærkning, den tidligere udlandsprofessionelle og landsholdsspiller Nicki Bille, var dog ikke med i Tårnby.
For ABT’s vedkommende var der comeback til angriberen Benjamin Warlo, som gled direkte ind i startopstillingen efter sit skifte fra Frem sidst på ugen. Til gengæld var vi lidt svækkede i midterforsvaret, hvor Jonas Troest stadig er på ferie, Silas Boklund Iversen er skadet, og Yaqoob Butt har forladt os. Her var det derfor den unge årgang 2000-duo Louis og Oliver Nielsen, som skulle holde styr på blandt andre måltyven Christian Offenberg, der var anfører for det såkaldte vikarlandshold mod Slovakiet og netop er skiftet fra 2. divisionsklubben Avarta til Ishøj.
Første halvleg var lidt af en ørkenvandring, hvor der ikke skete meget. Det meste af spillet foregik på midtbanen. Vi havde nogle få angreb, som kunne omsættes til mål, men enten var afslutningen for svag, eller også skød vi forbi mål. Og de tilløb til chancer, som Ishøj havde, blev bremset af forsvaret, inden det blev farligt.
Butt viste klasse
Anden halvleg begyndte som det meste af første halvleg, men efterhånden fik Ishøj et overtag. De satsede offensivt og pressede os noget. Et kvarter før tid fik gæsterne deres første store chance, hvor en Ishøj-spiller kom alene med ABT-keeper Yousef Butt, som heldigvis diskede op med en flot redning. Fem minutter senere var Ishøj endnu tættere på, da vores forsvar blev spillet tyndt, men heldigvis ramte afslutningen stolpen og hoppede ud i handskerne på Yousuf Butt.
Dermed sluttede kampen uafgjort 0-0, hvilket var et ganske retfærdigt resultat af en kamp, hvor vi havde de bedste muligheder i første halvleg, mens Ishøj var tættest på en sejr i anden halvleg. Efterhånden som de sidste spillere er klar efter ferie og småskader, håber vi, at ABT bliver endnu skarpere. Næste kamp er på lørdag kl. 13 i Emdrupparken mod oprykkerne fra KFUM, som vandt sæsondebuten 1-3 ude over Union.
Fakta:
ABT-Ishøj: 0-0
Dagens ABT-hold: Yousuf Butt (anf.) – Dennis Kildemoes, Louis Nielsen, Oliver Nielsen, Jonas Christoffersen – Morten Rønne (60: Yassin Aharrar), Casper ”Murer” Jensen, Sebastian Zaar Jørgensen (68: Emil Street Lundqvist), Sebastian Segall – Kristoffer Heeris (83: Nisahr Yawar) og Benjamin Warlo
Ikke benyttet: Nicklas Herløv Nielsen, Philip Alves Burlin og Philip Løfqvist Løvenfald
Gult kort: Casper ”Murer” Jensen