Menu

Målræv er tilbage i AB Tårnby

image Nu kan vi forhåbentlig snart se Benjamin Warlo juble for ABT igen.
02. august 2019 kl. 11:37
Fantastisk nyhed før sæsonpremieren mod Ishøj i morgen. Den tidligere DS-topscorer Benjamin Warlo er tilbage i ABT efter et år i 2. division med Frem.

Det er en af de absolut største ABT-profiler gennem de senere år, som i morgen kan gøre comeback for DS-holdet i sæsonpremieren mod Ishøj. Den mangeårige ABT-angriber Benjamin Warlo, som også spillede ungdomsfodbold i ABT, er nemlig kommet tilbage til ABT efter et år i Frem. 27-årige Warlo spillede inden da mange år i ABT og var også en del af holdet, da vi spillede 2. division i 2015-2016. De to seneste sæsoner i ABT var han vores topscorer med henholdsvis 12 og 14 mål, og i sæsonen 2017-2018 gjorde det ham også til topscorer i hele DS-puljen.

Og Benjamin Warlo er langt fra blevet rusten i Frem. Han spillede i den forgangne sæson 30 kampe i 2. division og scorede ni mål. Derudover scorede han to kasser i pokalturneringen mod det daværende superligahold Vejle.

ABT-cheftræner Thomas Søndergaard Petersen er meget begejstret for, at det er lykkedes at overtale Benjamin Warlo til at komme tilbage.

”Warlo er ikke blot målfarlig, men han er også meget arbejdsom og dygtig i relationerne med andre spillere. Han var med til sin første træning torsdag, hvor man allerede tydeligt kunne se, at han gør en forskel. Og jeg kan se ham som en del af rigtig mange spændende offensive konstellationer hos os,” siger cheftræneren.

 

Stærk modstander i premieren

Benjamin Warlo er i øvrigt ikke den eneste tidligere ABT’er, som kan gøre comeback i sæsonpremieren mod Ishøj. Forsvarsspilleren og den tidligere anfører Nisahr Yawar er også i kamptruppen efter et udlandsophold i foråret. De øvrige fire nye spillere, som er kommet til sæsonstart, er ikke i kamptruppen. Brødrene Michael og Philip Meng Rasmussen, der er vendt tilbage fra Kastrup, er begge skadede, og der går minimum en måneds tid, inden nogen af dem kommer i aktion. Forsvarsspilleren Villads Beierholm, der er kommet fra Stenløse, har spillet begge træningskampe, men er nu blevet skadet. Og det 17-årige angrebstalent Jonas Aquador Nielsen, som er tidligere ABT’er, men senest har spillet U17-division i HIK, er endnu ikke i kampform.

Det er en svær modstander, som venter os i første kamp. Ishøj er et rigtig godt og teknisk stærkt hold, som formentlig vil spille med om oprykningen til 2. division, og de har mange spillere, som tidligere har spillet divisionsfodbold. Senest har de forstærket sig med den tidligere udlandsprofessionelle angriber Nicki Bille, som dog ifølge meldingerne fra Ishøj-ledelsen i pressen ikke er klar til kampen mod os.

Ishøj plejer at medbringe mange fans til kampene, så mød op på Tårnby Stadion lørdag kl. 15 og støt ABT-drengene.

ABT’s trup til kampen er:

Yousuf Butt, Nicklas Herløv, Dennis Kildemoes, Louis Jimenez Apuada, Oliver Nielsen, Jonas Christoffersen, Morten Rønne, Casper ”Murer” Jensen, Sebastian Zaar Jørgensen, Sebastian Segall, Kristoffer Heeris, Benjamin Warlo, Nisahr Yawar, Emil Street Lundqvist, Philip Alves Burlin, Yassin Aharrar og Philip Løvenfald.

Luk