Nederlag i sidste test for DS-holdet før oprykningskampe
Lørdag eftermiddag spillede AB Tårnbys danmarksseriehold testkamp ude mod Ledøje-Smørum (LSF). Det var den anden træningskamp i denne uge, efter holdet hev en kneben hjem mod Ishøj i tirsdags. LSF skal ligesom ABT spille playoff-kampe om oprykning til 2. division i de næste to weekender, så det var to hold, der skulle teste de sidste ting af inden de afgørende kampe.
I kampens første 20 minutter pressede vi LSF med flere gode angreb, men vi manglede lige det sidste for at få scoret. Derefter kom LSF for en sjælden gangs skyld over midten, og det desværre gav pote. Vores offside-fælde kiksede, og LSF scorede til 1-0 på riposten efter en halvklaring fra ABT-keeper og anfører Yousuf Butt. Resten af halvlegen pressede ABT igen på og sad på spillet uden at kunne score, og pausestillingen var derfor 1-0 til LSF.
Fem minutter efter pausen blev det også 2-0 til hjemmeholdet, da et hjørnespark sejlede direkte i nettet i den stærke vind. Efter godt et kvarters spil fik vi dog reduceret til 2-1, da Hassan Bashir gik til baglinjen og sendte bolden skråt tilbage til Nisahr Yawar, som firsttimede den ind bag LSF-målmanden. Men bare et minuts penge senere blev det 3-1 til LSF, da et frispark blev headet i mål. 20 minutter før tid fik ABT igen reduceret, da LSF-målmanden ville nappe en lang bold fra Nisahr Yawar, men ABT-topscorer Benjamin Warlo kom imellem og headede den ind til 3-2. Resten af kampen lagde ABT-spillerne et konstant pres mod Ledøje-Smørums mål, men der blev desværre ikke scoret mere trods flere store chancer.
Men trods nederlaget var det en god sidste test for ABT inden den første oprykningskamp mod Karlslunde på udebane på lørdag. Vi håber på god opbakning fra ABT-tilhængere til kampen. På grund af corona-restriktionerne i forhold til tilskuertal har Karlslunde dog brug for at vide, hvor mange ABT’ere der kommer til kampen. Skriv derfor på forhånd til Bent L. Andersen, bentlandersen@gmail.com, hvis du kommer til Karlslunde.
LSF-ABT: 3-2 (1-0)
ABT-mål:
2-1: Nisahr Yawar (assist: Hassan Bashir)
3-2: Benjamin Warlo (Nisahr Yawar)
Dagens ABT-hold: Yousuf Butt (anf.), Dennis Kildemoes, Casper “Murer” Jensen, Jonas Troest (62: William Schou), Louis Nielsen (45: Sihahmet Kayiran), Nisahr Yawar, Silas Boklund Iversen (38: Jetmir Aslani), Jonas Christoffersen (62: Bastian Kruse), Morten Rønne (13: Daniel Rønberg), Hassan Bashir (78: Jonas Nielsen) og Benjamin Warlo.
Ikke benyttet: Nicklas Herløv Nielsen, Philip Burlin og Sipan Ibra.