Menu

Nederlag til to 2. Divisionsklubber

image
23. februar 2018 kl. 11:45

Greve – AB Tårnby 5-0 (2-0)

AB Tårnbys 1. senior spillede den 4. træningskamp ude mod Greves 2. div. hold, i 5 grades varme og få tilskuere på lægterne. AB Tårnby manglede 4 stamspillere, blandt andet vores 2 angribere, så det var det lidt spændene hvordan kampen ville komme til at gå.

AB Tårnby lagde godt fra land og havde flere gode angreb de første 15 min., uden at det blev omsat til mål. I det 16. min. blev det 1-0 til Greve efter et godt indlæg fra baglinjen. Målmanden kunne ikke nå ud til bolden, så den blev sparket i kassen. I det 36. min. blev det 2-0 efter et hjørnespark til Greve, hvor Niklas får den bokset ud i feltet. Her sparkede en grevespiller bolden sikkert i mål.

Bagud 2-0 ved halvleg var i orden efter spil og chancer. AB Tårnby foretog et par udskiftninger og rokerede lidt rundt i pausen. Herefter var AB Tårnby godt med i spillet, men det blev Greve, som kom på 3-0 efter et godt gennemspillet angreb. Herefter var det som om Greve var tilfreds. De trak sig længere tilbage på banen og levede på kontrabolde. Det meste af spillet foregik på Greves banehalvdel.

På en kontra kom 2 Greve spillere afsted og overløb AB Tårnbys bagerste forsvar og øgede ubesværet til 4-0. I det 85. min. blev det 5-0 på et skud fra en spids vinkel.

Det var en kamp, hvor Greve ikke var 5 mål bedre end AB Tårnby, men når man brænder op til flere oplagte forsøg foran mål og mangler 4 stamspiller, er det svært at vinde. Træningskampen blev brugt til at prøve andre opstillinger, så resultatet må man leve med.

 

Frem - AB Tårnby 3-2 (1-0)

Tirsdag aften spillede AB Tårnby så den næste træningskamp. Det var kl.17.30 i Valby mod Frem’ s 2. div. hold. AB Tårnby havde igen sine to angribere med, efter de ikke kunne være med mod Greve. Ligeledes var Kristian Bo med i forsvaret, så det var meget tæt på stærkeste opstilling. AB Tårnby har tidligere mødt Frem’ s 2 div. hold i et par træningskampe og altid spillet lige op med dem.

AB Tårnby kom godt i gang med kampen, trods det dårlige lys, og spillede en rigtig god gang fodbold. I det 23. min. blev det 1-0 ti Frem på et kontraangreb, efter bolden blev tabt på midtbanen. Man kunne gå til pausen efter en god 1. halvleg hvor AB Tårnby havde flere gode forsøg. Der var et godt tempo over kampen, hvor AB Tårnby ubesværet kunne følge med.

2. halvleg var 10 min. gammel, da Benjamin Warlo headede bolden ind til 1-1 i det 55. min., efter et godt indlæg af Mohamed Azaqoun. Blot 4 min. senere blev det 2-1 efter et lidt uheldigt udkast fra vores unge målmand Niklas. I det 64. min. opfangede Mohamed Azaqoun en løs tilbagelægning og kunne ubesværet score til 2-2.

I det 74. min. blev det 3-2 efter et godt gennemspillet angreb af Frem, hvor AB Tårnbys forsvar var lidt på hælene. En god og velspillet kamp hvor kræfterne holdt i de 90 min. trods det høje tempo, og med meget godt sammenspil. Man kunne ikke se at Frem skulle spille med i oprykningspilet til foråret, og AB Tårnby ligger i DS.

 


Næste kamp er på lørdag hvor vi spiller lokalopgør mod Kastrup kl. 15.00 i Kastrup og ikke som tidligere er blevet oplyst kl. 13.00..

 

Svend Erik Overholt.

Luk