Sikker sejr til DS-holdet over Køge Nord
AB Tårnbys førstehold i danmarksserien har fået en fin start på sæsonen og toppede danmarksseriens pulje 2 inden weekendens hjemmekamp mod Køge Nord FC. Efter tre minutter var gæsterne dog tæt på at give os en forskrækkelse, men en farlig kontra blev heldigvis afsluttet med et skud forbi mål. Bare minuttet efter var vores farlige kantspiller Sebastian Segall tæt på at bringe ABT i spidsen efter et godt gennembrud, og efter 12 minutter var det igen Segall, som var på spil, men Køge-målmanden reddede forsøget fra en lidt spids vinkel.
Efter 19 minutter var vores anden kantspiller, Luca De Biase, også tæt på, og efter 31 minutter var det netop de to kantspillere, som fik bragt ABT i spidsen. Segall brød igennem i venstre side og sendte et fladt indlæg ind til De Biase, som først ramte stolpen, men derefter sendte riposten i nettet til 1-0. Det var også stillingen ved pausen efter en halvleg, som ABT havde siddet tungt på, men den meget langsomme bane gjorde det svært at spille flydende fodbold.
Efter pausen kom Køge Nord desværre langt bedre med, mens ABT gik noget ned i tempo. Efter 55 minutter måtte ABT-målmand Simon Prebensen hive en flot redning frem på en friløber, men farligere blev Køge Nord aldrig rigtigt. Og i stedet lukkede ABT kampen godt og grundigt i det sidste kvarter. Først scorede topscorer Benjamin Warlo til 2-0 efter et glimrende oplæg fra indskiftede Morten Rønne. Derefter scorede indskiftede Mehieddine Djafer-Bey til 3-0 på en stikning fra venstrebacken Nisahr Yawar. Og tre minutter før tid sluttede Sebastian Segall målfesten, da han udnyttede endnu et oplæg fra Morten Rønne.
Dermed blev det en sejr på 4-0, og ABT har nu 13 point for de første fem kampe. Dermed topper vi stadig rækken foran naboerne fra Tårnby FF, som har hentet 10 point. Næste kamp for ABT er på lørdag klokken 12 ude mod Skovshoved, der lige som os er nedrykkere fra 2. division og er kommet ganske godt fra land i danmarksserien, hvor de ligger nummer tre med ni point.
ABT-Køge Nord: 4-0 (1-0)
1-0: Luca De Biase (assist: Sebastian Segall)
2-0: Benjamin Warlo (Morten Rønne)
3-0: Mehieddine Djafer-Bey (Nisahr Yawar)
4-0: Sebastian Segall (Morten Rønne)
Dagens ABT-hold: Simon Prebensen – Boris Saric, Jonas Troest, Jacques Bang Sørensen, Nisahr Yawar – Bilal Masaad, Casper ”Murer” Jensen (73: Nicklas Bondo Andersen), Nikola Saric (63: Morten Rønne) – Luca De Biase (80: Mehieddine Djafer-Bey), Benjamin Warlo (anf.) og Sebastian Segall
Gule kort til ABT: Casper “Murer” Jensen og Jacques Bang Sørensen