Menu

Smal ABT-sejr i lokalopgør

image Sebastian Segall blev matchvinder mod 08'erne
27. september 2021 kl. 20:09
ABT’s bedste herrehold holdt fast i førstepladsen i danmarksserien med en 1-0 sejr hjemme over B 1908.

AB Tårnbys førstehold spillede lørdag eftermiddag på hjemmebane mod naboerne fra B 1908 et par kilometer længere inde ad Englandsvej. ABT måtte til kampen undvære de sygdomsramte Louis Nielsen og Casper ”Murer” Jensen og den ferierende Jonas Troest. I stedet havde cheftræner Thomas Søndergaard Petersen rykket den normale højreback Boris Saric ind ved siden af Jacques Bang Sørensen i midterforsvaret, og Jonas Christoffersen fik en startplads på backen.

ABT satte sig på kampen fra starten og kom til flere gode chancer, men vi skulle hen til det 34. minut, før det gav pote. Efter et godt gennemspillet angreb fandt topscorer Benjamin Warlo til slut kantspilleren Sebastian Segall, som uhindret kunne score til 1-0. Det var også pausestillingen efter en halvleg, som ABT dominerede, men der var dog også et par farlige chancer til 08'erne. Den ene gang fik Jacques Bang Sørensen reddet en B 1908-friløber på målstregen.

Efter pausen kom ABT også bedst i gang, selv om vi lige skulle vænne os til, at gæsterne i pausen havde ændret formation fra to til tre mand i frontkæden. Efter fem minutter var det Sebastian Segalls tur til at servicere Benjamin Warlo, men afslutningen var desværre lige på målmanden. Med knap 20 minutter tilbage driblede teknisk stærke Morten Rønne sig fri, men skød desværre lige over mål. Spillet bølgede meget frem og tilbage, og B 1908 var også rigtig tæt på en enkelt gang, hvor Boris Saric fik headet bolden på egen overligger, da han ville cleare den over mål.

Kampen sluttede 1-0 til ABT, og dermed er vi stadig det eneste ubesejrede hold i rækken. Vi har 20 point for de første otte kampe, hvilket er henholdsvis fire og fem point foran de nærmeste forfølgere, bysbørnene fra Tårnby FF og KFUM. Næste kamp er på lørdag, hvor turen går til Holbæk, der som ABT er nedrykkere fra 2. division, men er ikke kommet så godt i gang og ligger på en syvendeplads med otte point, dog for en kamp færre end os.

ABT-B 1908: 1-0 (1-0)

1-0: Sebastian Segall (assist: Benjamin Warlo)

Dagens hold: Simon Prebensen – Jonas Christoffersen, Boris Saric, Jacques Bang Sørensen, Nisahr Yawar – Bilal Massad, Luca De Biase, Morten Rønne (79: Nicholas Oguma) – Nikola Saric (75: Mehieddine Djafer-Bey), Sebastian Segall (90: Sammy Slot) og Benjamin Warlo (anf.)

Ikke benyttet: Nicklas Herløv Nielsen, Nicklas Bondo Andersen, Patrick Szankowski og Elias Lyngsie

Gule kort: Nikola Saric og Sebastian Segall

Luk