Menu

Smal sejr i sidste test for DS-holdet

image 23. marts ruller bolden igen for ABT i danmarksserien.
10. marts 2019 kl. 16:44
Herrernes førstehold vandt 0-1 ude mod Stenløse og er dermed ubesejret i de sidste fem træningskampe inden forårspremieren 23. marts.

AB Tårnbys flagskib i danmarksserien spillede lørdag eftermiddag den ottende og sidste træningskamp inden forårspremieren mod Greve den 23. marts. Det var Stenløse fra toppen af sjællandsserien, som tog imod ABT, der kæmper i bunden af danmarksserien.

I en strid blæst med stormstyrke på langs af banen begyndte Stenløse med vinden i ryggen og sad på kampen det første kvarters tid. Herefter kom vi mere ind i kampen, uden at nogen af holdene kom til noget, der lignede en farlig afslutning i en halvleg, hvor den stærke vind gjorde det næsten umuligt at spille fodbold. Pausestillingen var derfor 0-0.

I anden halvleg var det ABT’s tur til at have den stærke vind i ryggen, og vi fik et par gode afslutninger, uden de blev omsat til mål. Men fem minutter før tid begik Stenløse et klodset straffespark mod den netop indskiftede Mikkel Albæk Petersen, og ligeledes indskiftede Ruffin Lumbala scorede sikkert til 0-1. Herefter gik luften ud af Stenløse, og vi kom til flere gode forsøg i slutfasen. Blandt andet havde Louis Nielsen et godt langskud, der strøg lige over mål.

Men kampen endte 0-1 til AB Tårnby, som dermed sluttede træningskampene med fem ubesejrede kampe på stribe. Nu håber vi, at de gode takter følges op i næste kamp. Her er det nemlig alvor i forårspremieren på udebane mod Greve, som ligger lige foran os i tabellen.

Fakta:

Stenløse-AB Tårnby: 0-1 (0-0)

Mål:

0-1: Ruffin Lumbala (på straffe begået mod Mikkel Albæk Petersen)

ABT-hold: Yousuf Butt, Jonas Christoffersen, Yaqoob Butt, Louis Nielsen, Oliver Nielsen, Emil Street Lundqvist (73: Claudio Herrera Bach), Yassin Aharrar (60: Ruffin Lumbala), Casper ”Murer” Jensen, Daniel Rønberg (69: Phillip Burlin), Sebastian Segall (82: Mikkel Albæk Petersen) og Dennis Kildemoes.

Luk