Smalt nederlag i sidste træningskamp for DS-holdet
AB Tårnbys sidste træningskamp, inden det går løs med forårets turneringskampe i danmarksseriens pulje 2, blev lørdag spillet mod Fremad Valby på Køge stadion. Det usædvanlige spillested skyldes, at DBU brugte kampen som en testkamp med det nye VAR-system, som indføres i Superligaen i 2020/2021 sæsonen. Fremad Valby spiller i DS, pulje 1, med en øjeblikkelig placering som nummer fem, og ABT måtte til kampen stille uden stamspillerne Yousuf Butt, Morten Rønne og Sebastian Zaar Jørgensen.
Kampen blev indledt yderst livligt. Allerede efter to minutter så vores keeper Niklas Herløv Nielsen lidt skidt ud, da han missede et udspark, som hurtigt blev opfanget af en modstander. Og han kunne forholdsvis let bringe Fremad Valby foran 1-0. ABT fik dog hurtigt rystet denne lynscoring af sig, for allerede i det følgende minut fik Sebastian Segall en friløber, som dog blev misbrugt.
Herefter stod der ABT på det meste af spillet, og i det 16. minut resulterede det i en yderst fortjent udligning til 1-1. Nisahr Yawar lavede et flot gennembrud i højre side og slog et fladt indlæg på tværs af feltet, der blev slået videre til Hassan Bashir, som flot sendte bolden i nettet. Målet blev efterfølgende kontrolleret i VAR for offside, men blev godkendt. Første halvdel endte med et lille overtag til Fremad Valby, uden at det blev farligt.
Topkamp i næste weekend
Anden halvleg var knap nok begyndt, før bolden lå i Fremad Valbys netmasker. En lang aflevering fra Jonas Troest endte hos Sebastian Segall, som scorede sikkert, men målet blev korrekt annulleret for offside. Anden halvleg blev ikke lige så livlig som første, men var præget af mange tilfældige bolde uden adresse. Der var tilløb til flere chancer, men det meste løb ud i sandet.
Efter 65 minutter foretog ABT hele fire udskiftninger, hvilket vist ikke er set før! Lige lidt hjalp det på spillet, for det resulterede ikke i nogle farlige forsøg. Imidlertid fik kampen en vinder i det 87. minut, da ABT tabte bolden på egen banehalvdel. Fremad Valbys afslutning blev i første omgang flot reddet af Niklas Herløv Nielsen, men en Fremad Valby-spiller opfangede returen og scorede til slutresultatet 2-1.
Næste lørdag, den 14. marts, kl. 13 er det så alvor, når vi gæster Karlslunde i forårets første kamp. En yderst vigtig kamp, da det er rækkens nummer ét og to, der mødes. ABT fører med ét point inden kampen.
Fremad Valby-ABT: 2-1 (1-1)
1-1: Hassan Bashir (assist: Nisahr Yawar)
ABT-holdet: Niklas Herløv Nielsen, Louis Nielsen, Silas Boklund Iversen (65: Jetmir Aslani), Nisahr Yawar , Casper ”Murer” Jensen, Bastian Kruse, Hassan Bashir (65: Jonas Nielsen), Sebastian Segall, Jonas Christoffersen (65: Dennis Kildemoes), Philip Burlin (65: Michael Meng Rasmussen) og Jonas Troest.