To talenter gør comeback i ABT-trøjen
Der var glædeligt gensyn med to 18-årige gutter, da AB Tårnbys bedste herrehold i danmarksserien mandag aften havde årets første træning. Louis Nielsen og Sebastian Segall, som begge debuterede for førsteholdet allerede som 16-årige, er nemlig vendt hjem til barndomsklubben klar til at bidrage i kampen for overlevelse i DS.
Louis Nielsen blev fast mand for ABT som central midtbane eller midterforsvarer i sidste sæson, hvor han blev bedre og bedre og blandt andet gjorde sig bemærket ved at blive matchvinder i ikke mindre end to lokalopgør mod B 1908. Men han valgte desværre i sommerpausen at skifte til B93’s U19-divisionshold. Her var han holdkammerat med angriberen Sebastian Segall, som fik en del indhop for ABT’s førstehold, men ikke bed sig fast i startopstillingen, inden han for et års tid siden skiftede til først Lyngbys U19-hold og derefter B93.
Aftenens træning var den første med den nye cheftræner Thomas Søndergaard Petersen ved roret. Han var assistenttræner i efteråret og inden da cheftræner for klubbens U19-hold. Og han glæder sig over gensynet med de to stærke spillere fra ABT’s meget talentfulde 2000-årgang, hvor en række spillere nu er en del af den unge førsteholdstrup. I går fik en af deres tidligere holdkammerater – Felix Winther, som nu spiller i FCK – i øvrigt debut på U19-landsholdet.
Thomas Søndergaard Petersen og assistenttræner Søren Weibel håber stadig at lokke lidt flere forstærkninger til – ikke mindst et par erfarne kræfter til at supplere de mange unge gutter – i de kommende uger. I den kommende tid skal formen nu i top, så holdet bliver toptunet til at sikre overlevelse i DS. Inden forårssæsonen ligger holdet nummer ni og næstsidst med fire point op til den syvendeplads, som med sikkerhed giver en ny sæson i danmarksserien. Og der venter to meget vigtige udekampe i de to første runder den 23. og 30. marts mod Greve og Skjold Birkerød, som ligger henholdsvis nummer otte og syv.