Tredje remis på stribe for ABT’s divisionshold
ABT’s førstehold, som overvintrer på sidstepladsen i 2. division, spillede i lørdags årets tredje træningskamp på hjemmebane mod Vanløse, som ligger 14 point og 8 pladser foran os i tabellen. Til dagens kamp havde trænerteamet udtaget 19 spillere, hvoraf en hel stribe var prøvespillere.
Det første kvarters tid så holdene hinanden lidt an, men derefter tog ABT mere over og satte sig på kampen med flere gode angreb. Efter 38 minutter scorede et af de nye ansigter, den 20-årige kroatiske angriber Dominik Kis, som tidligere har spillet i Frem, til 1-0 efter en god frispillning fra Sihahmet Kayiran. Dermed kunne ABT gå til pausen med en føring efter en halvleg, hvor vi dominerede, og Vanløse kun var farlige på et par kontraangreb.
Trods hele syv udskiftninger i pausen fortsatte ABT med at presse Vanløse, og efter fire minutters spil var vi tæt på at udbygge føringen. Efter et godt angreb af ABT endte bolden hos Jacques Bang Sørensen, som med ryggen til målet prøvede en fræk afslutning med hælen, men Vanløse-målmanden fik desværre viftet bolden til hjørne. Derefter overlod vi desværre mere og mere spil til Vanløse, og det udnyttede gæsterne efter 77 minutter ved at udligne til 1-1. Det skete pudsigt nok på en omstilling efter et af de få angreb, ABT havde i anden halvleg.
Dermed blev slutresultatet 1-1 efter en god første halvleg af ABT og en knap så god anden halvleg, hvor vi overlod for meget spil til Vanløse. Men alt i alt må man sige, at det har set fint ud i de første tre træningskampe, som alle er endt uafgjort mod modstandere fra 2. division. Og i næste kamp venter endnu en af konkurrenterne, nemlig Avarta på udebane lørdag den 13. februar.
ABT-Vanløse: 1-1 (1-0)
1-0: Dominik Kis (assist: Sihahmet Kayiran)
Dagens ABT-hold: Dimitrije Jensen, Dennis Kildemoes, Jacques Bang Sørensen, Dannillo (prøvespiller), Nico (prøvespiller), Abdou James Goddard, Nikolaj (prøvespiller), Luca De Biase, Isaalc (prøvespiller), Benjamin Warlo, Dominik Kis, Ayren (prøvespiller), Sammy (prøvespiller), Hassan Bashir, Sebastian Segall, Bilal Masaad, Vilhelm (prøvespiller), Muhei (prøvespiller) og Joachim Blomsterberg