Menu

Uafgjort i træningskamp for DS-hold

image
01. marts 2020 kl. 12:29
Herrernes førstehold spillede 1-1 ude mod Roskilde KFUM, som også er tophold i danmarksserien.

Efter en uge, hvor tankerne har kredset om alt andet end fodbold på grund af assistenttræner Francois Pignots alt for tidlige og tragiske død i mandags, skulle danmarksserieholdet lørdag igen snøre støvlerne og spille kamp. Det foregik i Roskilde, hvor modstanderen var Roskilde KFUM, som topper DS, pulje 1, mens ABT Tårnby fører pulje 2.

ABT havde bolden mest i første halvleg og havde flere gode gennemspillede angreb, uden vi fik scoret. Og den største chance før pausen tilfaldt faktisk Roskilde KFUM efter et hjørnespark, men situationen endte med et frispark til vores målmand og anfører Yousuf Butt. Derfor var pausestillingen 0-0.

Anden halvleg begyndte, som første halvleg sluttede, med at det ene ABT-angreb efter det andet rullede frem mod Roskilde KFUM’s mål. Efter 20 minutter gav det pote, da et godt angreb blev afsluttet med et indlæg ind foran mål, hvor en KFUM-spiller stoppede bolden med hånden. Hassan Bashir satte straffespark ind til ABT-føring på 0-1. Men 10 minutter før tid fik Roskilde udlignet til slutresultatet 1-1 efter en omstilling, hvor vi ikke fik clearet bolden ordentligt.

Det var en god og velspillet kamp mellem de to tophold i danmarksserien. ABT havde det meste af spillet, men målt på chancer var 1-1 et retfærdigt resultat. Den næste og sidste træningskamp inden sæsonstart er mod DS-holdet fra Fremad Valby på lørdag den 7. marts klokken 16 på Køge Stadion. Kampen bliver afviklet som en testkamp med VAR-systemet, som skal indføres i superligaen til næste sæson.

Roskilde KFUM-ABT: 1-1 (0-0)

0-1: Hassan Bashir (straffespark)

ABT-holdet: Yousef Butt (anf.), William Schou (55: Jonas Christoffersen), Louis Nielsen, Silas Boklund Iversen (65: Casper Hansen), Nisahr Yawar, Sebastian Zaar Jørgensen (75: Sihahmet Kayiran), Casper ”Murer” Jensen, Morten Rønne (78: Siban), Bastian Kruse (65: Jetmir Aslani), Hassan Bashir, Sebastian Segall (75: Jonas Aquador Nielsen)

Luk