Menu

Vigtig sejr til DS-holdet

image Daniel Rønberg lagde op til sejrsmålet mod Greve.
25. maj 2019 kl. 20:56
AB Tårnby vandt bundbraget mod Greve og hoppede dermed forbi dem i tabellen.

AB Tårnbys bedste herrehold tog lørdag eftermiddag hul på en serie afgørende kampe mod de nærmeste konkurrenter i kampen for at redde endnu en sæson i danmarksserien. Kampen stod på Tårnby Stadion mod Greve, som inden kampen lå tredjesidst med samme antal point, men en bedre målscore end os. I forårets første kamp tabte vi 1-0 i Greve, så i dag var det tid til revanche.

Vi måtte til kampen undvære den rutinerede forsvarsspiller Jonas Troest, og i stedet var den unge Louis Nielsen rykket fra midtbanen ned i det centrale forsvar. Kampen begyndte nervøst, og ingen af holdene fik for alvor sat sig på kampen eller skabt chancer. Efter 17 minutter faldt det første forsøg fra ABT, da angriber Hassan Naweed Bashir havde et godt frisparksforsøg, som Greve-målmanden dog fik pareret. Efter 27 minutter kom ABT så foran 1-0, da højrekanten Daniel Rønberg sendte et godt indlæg ind foran mål, hvor venstrekanten Yassin Aharrar stærkt fik presset sig foran en Greve-forsvarer og headede bolden i mål. Resten af første halvleg bød ikke på de store chancer, og ABT gik derfor til pause med en 1-0 føring.

Greve kom godt ud efter pausen og forsøgte at lægge et pres. Det havde nær givet pote efter ni minutter, da Greve havde et forsøg på stolpen, men heldigvis slap vi med skrækken. Efterhånden fik ABT bedre og bedre kontrol over kampen, og vi havde flere gode chancer til at øge føringen. Philip Løvenfald Løfqvist fik en friløber bare et par minutter, efter han blev skiftet ind, men afslutningen var svag lige på Greve-målmanden. 20 minutter før tid var der også en kæmpechance til Morten Rønne lige foran mål, men afslutningen gik desværre forbi mål. Der var også en god hovedstødschance til Yaqoob Butt, som desværre heller ikke gav mål. Men i den anden ende formåede Greve heldigvis ikke at skabe noget, og derfor blev det en helt fortjent 1-0 sejr til ABT.

 

Ny nøglekamp næste weekend

Sejren betød, at vi smuttede forbi Greve i tabellen, hvor vi nu ligger nummer otte og tredjesidst, tre point foran Greve og kun ét point efter Skjold Birkerød på syvendepladsen. Samtidig er stillingen i 2. division sådan, at det nu med sikkerhed højest er to hold øst for Storebælt, som rykker ned fra 2. division, og dermed kan der heller ikke rykke mere end to hold ned fra vores række. Hvis vi kan holde fast i ottendepladsen, er vi altså sikre på at undgå nedrykning. Vi kan også glæde os over, at Taastrup tabte i denne weekend, og dermed kan de ikke længere indhente os, og vi skal altså ”bare” sørge for at holde Greve eller Skjold Birkerød under os.

Næste DS-kamp er netop mod Skjold Birkerød på søndag kl. 11 på Tårnby Stadion. Her har vi også revanche til gode fra forårets anden runde, hvor vi tabte 3-2 i Birkerød. Men allerede på onsdag spiller vi igen, da vi træder ind i pokalturneringen på onsdag kl. 19 på Tårnby Stadion mod CBS (Copenhagen Business School) Sport, som til daglig spiller i serie 1, hvor de ligger til nedrykning lige nu.

Fakta:

ABT-Greve: 1-0 (1-0)

Dagens ABT-hold:

Yousuf Butt – Jonas Christoffersen, Yaqoob Butt, Louis Nielsen, Dennis Kildemoes – Yassin Aharrar, Casper ”Murer” Jensen, Sebastian Zaar Jørgensen, Morten Rønne, Daniel Rønberg (72: Oliver Nielsen) – Hassan Naweed Bashir (67: Philip Løfqvist Løvenfald)

Ikke benyttet: Nicklas Herløv Nielsen, Sangheon Jung, Mikkel Albæk Petersen, Emil Street Lundqvist og Philip Alves Burlin

Gule kort: Louis Nielsen og Casper ”Murer” Jensen

Luk