Menu

Vil du se den afgørende oprykningskamp mod Karlslunde på lørdag?

image
24. juni 2020 kl. 09:52
Det kræver tilmelding inden kampen, hvis man ønsker at se lørdagens kamp live på stadion, hvor der maksimalt må være 500 personer.

På lørdag kl. 15 går det løs med den afgørende oprykningskamp for AB Tårnbys bedste herrehold. Med uafgjort eller sejr over Karlslunde booker ABT en billet til 2. division næste sæson. Derfor vil vi naturligvis meget gerne have så mange tilskuere på stadion som muligt, men corona-restriktionerne gør desværre, at der maksimalt må være 500 på stadion alt inklusive. Det betyder, at også spillere, trænere, dommere, bolddrenge, officials o.s.v. tæller med i de 500.

Alle ABT-tilskuere til kampen skal derfor på forhånd tilmelde sig med antal og navn på kontaktperson til Bent L. Andersen, bentlandersen@gmail.com. Først til mølle-princippet gælder, og I er først tilmeldt, når I har fået en bekræftelse fra Bent. Ved indgangen til stadion skal de enkelte tilmeldte grupper komme samlet, og kontaktpersonen skal medbringe ID med navn.

OBS: Karlslunde-tilhængere skal henvende sig til deres egen klub, som har fået et antal adgange, som de selv administrerer.

 

Kom tidligt – og gerne med klapstol

På selve stadion gælder der også særlige corona-restriktioner, hvilket betyder, at alle tilskuere skal sidde ned og skal holde mindst én meters afstand til hinanden. Da der er begrænset plads på tribunen, er man derfor velkommen til selv at medbringe en klapstol eller lignende. Stadion åbner kl. 14, og på grund af de særlige restriktioner opfordrer vi alle til at komme tidligt, så man kan nå at finde en plads, hvor man både kan se kampen og holde god afstand til andre. Kravet om afstand gælder naturligvis også i køen til indgangen og ved salgsboderne ved stadion, hvor der som sædvanligt vil kunne købes øl, vand og velsmagende grillpølser.

Vi vil fra AB Tårnbys side gøre alt for, at det hele kommer til at fungere så godt, som det overhovedet er muligt i disse corona-tider. Og så håber vi blot, at vi får et brag af en kamp, som ender med, at de røde helte fra ABT bliver divisionshold efter sommerferien J

Adgang til kampen koster 40 kroner, pensionister 20 kroner og børn under 18 år har gratis adgang. ABT-ungdomsspillere, som er iført klubtrøjen til kampen, har gratis adgang sammen med to voksne. Men tilmelding er stadig nødvendig for alle tilskuere, børn som voksne. Vi foretrækker betaling med MobilePay ved indgangen, men det er også muligt at betale kontant.

Luk