Elendigt vejr kunne ikke (helt) stoppe jubilæumsfest
Der var lagt op til fest fra morgenstunden i lørdags, da AB Tårnby fejrede, at det i år er 10 år siden, at klubben blev stiftet som en fusion mellem AB 70 og Tårnby Boldklub. Festteltet var rejst allerede fredag, og fra lørdag morgen var der så stort U9-stævne. Næste punkt var leg med børnene, hvor nogle trænere spillede bold med dem. Vores samarbejdsklub FCK stillede senere op med oppustelig fodboldbane og Løven Leo. Men her varede det ikke længe, før regnen kom. Det blev desværre ved, og lotteriboden blev lukket, og FCK pakkede ned.
Klokken 13.30 var det tid til den første kamp på stadion, topkamp i U14 Øst 1-rækken mellem A27 og Næstved. Spillerne stod klar til kamp, men på grund af lyn og torden kom den kamp aldrig i gang. Og kampen skal nu i stedet spilles onsdag aften kl. 19 på stadion. De cirka 100 tilskuere var naturligvis skuffede, og pølseboden måtte tage pølserne af grillen. Jo, det gik godt.
Tårnby Bladet havde sendt en journalist og en fotograf for at rapportere og tage nogle stemningsbilleder. Der blev også taget nogle stykker, som viste det trøstesløse vejr. Der var desværre ikke mange billeder med aktivitet på. Læs artiklen i det kommende blad med reportage, billeder og omtale af festdagen, samt klubbens historie.
Stærk indsats af ny Tut-bestyrer
Sæsonens sidste DS-kamp mellem AB Tårnby og Taastrup var også i farezonen for aflysning på grund af det voldsomme vejr, men kom heldigvis i gang med en halv times forsinkelse. Her var det blevet tørvejr, og cirka 100 tilskuere mødte op til kampen. Så blev grillpølser langet over disken i store mængder, og ølboden havde travlt.
Kampen var dårligt kommet i gang, før der stod 0-1 til Taastrup, og efter 16 minutter stod der 0-2. Godt nok var kampen betydningsløs, fordi vi ikke kunne rykke ned længere, men på vores festdag burde spillerne gøre det bedre. De fik dog pyntet til 1-2 inden pausen. Jonas Troest blev dobbelt målscorer med et mål i hver ende. Anden halvleg tilhørte AB Tårnby, og vi burde have scoret flere mål end det ene, som gav uafgjort 2-2. Herved rykkede vi op på tredjesidstepladsen foran Greve. Det var jo ret godt alligevel. Det blev til 8 point i efteråret og 20 i foråret. Godt skuldret af det unge hold.
Så var det tid til aftenfesten, hvor regnen var holdt op. Tutten var fyldt med gæsterne, som fik sig en forfriskning før maden i teltet. Så kunne der bydes til bords, og den nye Tut-bestyrer Charlie Rasmussen havde virkelig lagt sig i selen for at få stillet en rigtig god grillbuffet op til de 81 deltagere. Efter velkomsttale af klubbens grand old man, det mangeårige bestyrelsesmedlem Jens ”Faxe” Jørgensen gik spisningen i gang, og der blev taget godt fra. Der blev også gået til fadøllet, som Tutten havde nået at få geninstalleret.
Herefter var det ABT-formand Mical Ambæk, som holdt tale. Efterfølgende blev alle æresmedlemmer kaldt op og fik en ny AB Tårnby-æresnål. De blev hyldet af forsamlingen. Herefter blev den tidligere formand Per Christensen, som gennem mange år har udført opgaver for klubben og nu styrer klub 100, udråbt til æresmedlem. Per fik et stort bifald.
Flot gave fra Støtterne
Så var det Støtternes tur. Her kom så aftenens helt uventede højdepunkt. Støtterne overrakte nemlig en gavecheck på ikke mindre end 15.000 kroner til klubbens formand, og det vakte naturligvis stor jubel blandt festdeltagerne. Klubben er utrolig taknemmelig for den trofaste støtte og flotte gave fra Støtterne.
Så var det tid til at sælge lodder, og de to kække og forførende damer Pernille og Dina gik i gang. Der blev solgt rigtig mange, men der var også masser af præmier fra Tårnbys erhvervsliv til en samlet værdi 4.000-5.000 kroner.
Herefter gik musikken i gang, og der var stemning og rigtig gang i den. Ved godt 22-tiden fortsatte turen for 1. senior ud i byen til den traditionsrige nattefest. Resten af selskabet blev og festede videre. Ved midnatstid sluttede musikken, og festen ebbede ud. Der var mange ting, som gik til i regn og uvejr til vores 10-års jubilæumsfest, men alt i alt var festudvalget meget tilfreds med arrangementet. Og klubben vil gerne rette en stor tak til festudvalget for indsatsen.