Nyhedsbrev fra AB Tårnbys bestyrelse
Sportsligt kan vi glæde os over, at herrernes førstehold reddede sig en sæson mere i danmarksserien efter at have været i nedrykningsfare hele sæsonen. Det så skidt ud efter efteråret, men den nye cheftræner Thomas Søndergaard Petersens tropper hev i foråret et flot pointgennemsnit i land. Vi kan samtidig glæde os over, at vi nu har et ungt hold med fremtid i, og at mange spillere er Tårnby-drenge, som har fået deres fodboldopdragelse i ABT. Der er også trukket lod til de to DS-puljer næste sæson, hvor vi blandt andet kan se frem til et lokalbrag mod B 1908. Andetholdet klarede flot oprykning og skal efter sommerferien spille i serie 1.
En række af vores ABT-ungdomshold klarede sig også rigtig flot. Allerbedst gik det for U16-drengene i mesterrækken, som flot vandt deres række. Derudover hentede vi hele fem andenpladser til begge hold i U13 drenge, førsteholdet i U14 piger, fjerdeholdet i U14 drenge og andetholdet i U15 drenge.
Vi siger desværre farvel til en række dygtige ungdomstrænere efter denne sæson. Der skal lyde en stor tak til dem alle for en stor indsats! Vi har fundet nye trænere til næsten alle hold. Ny træner for det kommende U17-hold i række 1 bliver Karsten Rahbek, nye trænere for U15 i række 1 bliver Kenneth Matz Huusfeldt og Ole Borch Jensen, og nye trænere for U13 i række 1A bliver Jonas Lyche Von Elling og Rasmus Poulton Jensen. Vi byder varmt velkommen til de nye trænere. Vi mangler nu kun en træner til U17-holdet i række 2. Skriv endelig til kontor@abtaarnby.dk, hvis du kender en kandidat.
A27-overbygningen på ungdomssiden, som er et samarbejde for de bedste spillere i ABT, Dragør Boldklub og Kastrup Boldklub fik i april tilkendt DBU-ungdomslicens. Det betyder, at A27-holdene fra U13 og opefter fremover er sikre på at spille i DBU’s eliterækker. I denne sæson har vi kun haft tre kamphold i DBU’s turneringer, U14, U15 og U17. Både U14 og U17 hentede flotte andenpladser i henholdsvis Øst 1- og Øst 2-rækken. Efter sommerferien får vi hele fem A27-kamphold, da vi også får U13- og U16-hold. Du kan læse nyheder fra A27 på www.a27.dk eller Facebook-siden A27.
På pigefronten har ABT desværre mistet terræn i de senere år, og vi har kun få pigeårgange i øjeblikket. Det er bestyrelsen fast besluttet på at ændre på, og vi vil gerne have mange flere pigespillere i de kommende år, ligesom vi vil tilbyde de ambitiøse piger mulighed for at blive endnu dygtigere. Netop nu er vi i dialog med flere andre Amager-klubber og DBU København om at arrangere fællestræninger og fælles træningskampe for de dygtigste piger på øen.
Efter sommerferien kan vi byde velkommen til et kendt ansigt, nemlig Michael Haase, som er tidligere træner og talentansvarlig i ABT og de seneste år har været sportslig ansvarlig og cheftræner for 2003-årgangen i A27. Vi har deltidsansat Michael Haase i en rolle, hvor han skal løse en række administrative opgaver og eksempelvis arrangere fodboldskoler, og derudover skal han fungere som sportslig rådgiver for bestyrelsen og sparringspartner for klubbens ungdomstrænere for at skabe et endnu stærkere træningsmiljø i ABT. Michael vil være til stede i ”buret” på Gemmas Allé nogle timer om ugen. Michael Haase er også deltidsansat i A27 som såkaldt Head of coaching.
Efter en årrække med særdeles skrantende økonomi har ABT endelig igen fået positive tal på bundlinjen i regnskabet. Men i horisonten lurer desværre, at Tårnby Kommune har besluttet at ændre på tilskuddene til kommunens foreninger, og det betyder, at ABT mister cirka 400.000 kroner om året i kommunalt tilskud fra 2020. Derfor er bestyrelsen i den grad på jagt efter alternative indtægtskilder. Derfor søger vi en sponsoransvarlig, som vil lægge nogle frivillige timer i at skaffe sponsorer til klubben. Skriv endelig til kontor@abtaarnby, hvis du kender en interesseret. Derudover opfordrer vi alle til at anskaffe sig et OK-benzinkort. Det er gratis og kan nemt gøres på www.ok.dk, hvor du blot skal markere, at du ønsker at støtte AB Tårnby. Så tilfalder der klubben 5 øre pr. liter benzin, du tanker, og benzinen er vel at mærke ikke dyrere for dig, så der er ikke noget at betænke sig på.
Til allersidst en rigtig positiv nyhed. Som de fleste af jer formentlig allerede har set, er Tutten på Gemmas Allé åben igen. Charlie Rasmussen er ny forpagter, og hvor er det bare dejligt, at der er liv i Tutten igen. Derfor må I endelig støtte Charlie og husk, at man ikke selv medbringer drikkevarer på anlægget.
Vi ses på banerne til august! Rigtig god sommer fra ABT-bestyrelsen :-)