Menu

Blandet uge for AB Tårnbys ungdomshold

image
10. september 2018 kl. 11:44
ABT’s ungdomshold hentede tre sejre, fire uafgjorte og tre nederlag i ugens løb. Især førsteholdet i U13 og U17 drenge og begge hold i U15-drenge er kommet godt fra start. Læs her, hvordan det er gået de enkelte hold.

U14 piger (7-mands):

Spillede 3-3 hjemme mod Hellas og har dermed to point for de første tre kampe. Det rækker til en fjerdeplads blandt de seks hold i rækken. Næste kamp er på søndag hjemme mod Hvidovre, som har seks point.

U13 drenge:

ABT 1 i række 1: Vandt 9-2 hjemme over Fremad Amager 2 efter 8-1 allerede ved pausen. Holdet har ni point for fire kampe og fører dermed rækken lige nu. Næste kamp er først lørdag d. 22. september hjemme mod Skjold 3, som har syv point.

U14 drenge

ABT 2 i mesterrækken: Tabte 3-0 ude mod KB 2. Efter en rimelig jævnbyrdig første halvleg, hvor vi kun var bagud 1-0 ved pausen, var KB klart bedst i anden halvleg og scorede to mål mere. Holdet har nu fire point for fire kampe og ligger nr. 7 af 12 hold i rækken. Næste kamp er på lørdag hjemme mod FA 2000 2, som har 10 point på andenpladsen.

ABT 3 i række 2: Spillede 1-1 hjemme mod Skovshoved. Vi sad tungt på spillet og kom også foran 1-0 i anden halvleg, men Skovshoved fik desværre udlignet, og til slut kom vi også lidt under pres, da vi blev ramt af en udvisning. Holdet har fem point for tre kampe og ligger nr. 7 af de 11 hold i rækken. Næste kamp er på søndag ude mod KB 4, som har tre point.

ABT 4 (7-mands): Tabte 3-2 ude mod Skjold og har dermed tre point for de første to kampe. Næste kamp er på søndag hjemme mod Brønshøj, som også har tre point.

U15 drenge

A27 i Øst 1-rækken: Spillede 3-3 hjemme mod Hørsholm-Usserød efter en kamp, der tog nogle gevaldige sving undervejs. Vi var foran 2-0 indtil 12 minutter inde i anden halvleg, men derefter kom Hørsholm foran 2-3, inden vi til slut fik udlignet til 3-3. Du kan læse kampreferat på A27’s hjemmeside her. Holdet har fire point for to kampe. Næste kamp er på søndag ude mod B93, som har vundet de første to kampe, men som vi slog ud af pokalturneringen efter en tæt kamp for to uger siden. Men allerede på onsdag kl. 18 spiller drengene 3. runde i pokalturneringen mod Jægersborg fra vores egen række. Kampen spilles i Dragør.

ABT 2 i række 2: Vandt hele 5-9 ude over KB 5. Holdet har maksimumpoint efter tre kampe og ligger nr. 3 blandt de 11 hold i rækken. De to hold foran os har begge spillet en kamp mere end os. Næste kamp er på fredag ude mod GVI 2, som har ét point efter fire kampe.

U16 drenge

ABT 2 i række 2: Vandt 3-0 uden kamp over GVI 2. Dermed har holdet tre point for tre kampe. Næste kamp er på lørdag hjemme mod Vanløse 2, som ligger á point med os.

U17 drenge

A-27 overbygningen i Øst 2-rækken: Spillede uafgjort 2-2 ude mod FA 2000 efter en kamp, hvor vi var spildominerende og også var foran både 0-1 og 1-2, men hjemmeholdet fik udlignet et minut før slutfløjtet. Læs hele kampreferatet her. Holdet har nu syv point for fire kampe og ligger nr. 3 af 12 hold i rækken.

U19 drenge i række 1:

Tabte 0-3 hjemme mod B93 2, og holdet har tabt de første tre kampe. Næste kamp er på søndag ude mod B 1903 4, som har tre point for de første tre kampe.

Luk