Menu

Efterårets første rækkesejr er i hus

image U15-drengene hev tirsdag aften rækkesejren i land på kunstbanen på Gemmas Allé.
23. oktober 2019 kl. 19:55
U15 drenge sikrede sig tirsdag aften sejren i række 1 med en flot 4-1 sejr over Skjold. Drengene er gået ubesejret gennem sæsonen.

Med blot ét point i hjemmekampen tirsdag aften mod Skjold kunne U15-holdet i række 1 løbe med førstepladsen i rækken. Og den opgave klarede drengene i suveræn stil.

De kom foran 1-0 efter 10 minutter, da en Skjold-spiller kom til at sende et indlæg fra Shekib Qasemi i eget net. Den stilling holdt til pausen, men fem minutter efter pausen gjorde Mathias Jochimsen det til 2-0 efter en ripost fra Thore Wentzel Nørlunds forsøg. Derefter tog topscorer Asaad Zaghi sagen i egen hånd og scorede sit 11. sæsonmål til 3-0, inden Ilias Abarkan scorede ABT’s sidste mål til 4-0 på oplæg fra anfører Pelle Vesti Hoe. Til slut fik Skjold reduceret til slutresultatet 4-1 på et flot frisparksmål.

Dermed kunne ABT-drengene efter kampen juble over, at rækkesejren var i hus efter et flot efterår under den nye trænerduo Kenneth Matz Huusfeldt og Ole Borch Jensen. Holdet er gået ubesejret gennem de otte kampe med 20 point og en målscore på +23 for seks sejre og to uafgjorte (i øvrigt mod naboerne fra Dragør og Fremad Amager). På papiret er der én kamp tilbage, men det bliver en skrivebordssejr, da modstanderen Union for længst har trukket sig fra rækken.

 

Måske flere rækkesejre på vej

Klubben siger stort tillykke til drengene og trænerteamet. Det er disse 22 drenge, som har bidraget til at hive sejren i land i efterårets løb: Asaad Zaghi, Ilias Abarkan, Mathias Reimers Andersen, Rasmus Møllesøe, Andreas Borch Jensen, Frederik Hornborg Jacobsen, Mathias Jochimsen, Oskar Koch Overgaard, Pelle Vesti Hoe, Shekib Qasemi, Thore Wentzel Nørlund, Carl Ruby-Johansen, Saif Shah, Anton Breull Christensen, Tobias Dan Persson, William Lewis, Frederik Kure Enghild, Sebastian Matz, Benjamin Conibear, Emil Frimann Jensen, Lucas Thorius Hiervagen og Rasmus Stampe Nielsen.

Det er den første rækkesejr, som ABT-ungdomsholdene hiver i land i efteråret. Men vi har begrundet håb om, at det ikke bliver den sidste. Flere andre hold topper nemlig også deres rækker.

Luk